42-årig fundet skyldig i overgreb mod steddatter
Retten fandt steddatters forklaring troværdig og sammenhængende
En 42-årig mand blev onsdag kendt skyldig i en sag, hvor han var tiltalt for at have misbrugt sin i dag 14-årige steddatter. Overgrebene er ifølge anklagen sket mellem nytårsaften 2014/2015 og frem til den 15. januar i år. Den 42-årige har været varetægtsfængslet siden.
Ifølge anklageskriftet er overgrebene sket et sted i Hillerød Kommune og på to ferier til henholdsvis Thailand og Tjekkiet.
En af de seks nævninge fandt ikke, at anklagemyndigheden havde løftet bevisførelsen og ville have frifindelse. Derfor blev skylden afgjort ved flertal, læste dommeren op.
Sammenhængende forklaring
Onsdag var der procedure i sagen, hvor anklager og forsvarer havde mulighed for at fremlægge sagen. Vidnerne er afhørt i retten.
"Hendes forklaring har været sammenhængende og troværdig og støttes af lillesøsterens forklaring. Dgør beviserne væsentlig stærkere," sagde senioranklager Jette Malberg i Retten i Hillerød.
"Det væsentligste argument er, at hun ikke har motiv til at lyve. Hun har haft alt at miste. Hun betragter ham som sin far. Hun har været frygtelig bange for, at der skulle ske noget, og hun har holdt det hemmeligt i lang tid. Hun har mistet sin far og farfar og faster, der begge har vidnet imod hende. Jeg fornemmede, at de lagde afstand til hende," sagde hun.
Dommere og nævninge var enige i, at steddatterens forklaring havde stor vægt.
"Forklaringen fremgår som troværdig og detaljeret. Derudover så søsteren tiltalte lægge sig i sengen. Søsten var klar over, hvad der foregik," sagde dommeren blandt andet.
Den 42-årige mand havde på forhånd nægtet sig skyldig.
"Tiltalte har nægtet og fremstillet pigen som en løgnagtig, tyvagtig og sexglad pige. Hun har slet ikke været på samvær, og han har forklaret, at hun flere gange har lagt sig ind under dynen og en gang har haft hånden nede i hans underbukser," sagde anklageren under sin procedure.
Forsvareren lagde under sin procedure op til frikendelse af sin klient.
"Man skal huske, at anklagemyndigheden har bevisførelsen. Hvis der er rimelig tvivl, skal det krediteres den tiltalte," sagde forsvarer Jørn Haandbæk Jensen til nævningene.
En retsmedicinsk undersøgelse har slået fast, at den i dag 14-årige piges jomfruhinde er intakt. Anklageren hæftede sig ved, at det godt kunne lade sig gøre, selvom man har haft samleje. Forsvareren var af en anden holdning.
"Vi har ikke kunnet få bekræftet, at der har været samleje. Det er efter min opfattelse ikke nok til dom. Der skal gerne være væsentlig mere," sagde forsvareren.
Selv udsat for sexovergreb
Under sin forklaring i retten har den 42-årige ifølge anklageren beskrevet pigen som "fremme i skoene" sexuelt.
"Hans forklaring er den, at det nærmest er hende, der har udsat ham for et sexuelt overgreb. Pigen har forklaret, at hun selv gik selv ind til ham, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. En 13-årig pige, der lægger op til sex med sin stedfar. Det er kun i en pædofil mands tankegang, man hører det," sagde anklageren.
Retten lagde også vægt på den 42-åriges fysiske og psykiske overlegenhed over for pigen i skyldsspørgsmålet. Pigen var 12 år gammel, da overgrebene skulle være begyndt.
Stafudmålingen faldt efter Hillerød Postens deadline. Læs mere på www.hip.dk.