Jamen, er det ikke en...
Ferskvandsmuseet tager børnene ud i naturen i hele juli
Hvad lever der af smådyr i søerne ved Ry? Kan man finde noget spiseligt i skovbunden? Og har en fisk et hjerte?
Ovenstående og mange andre spørgsmål kan børn og voksne få svar på, når Ferskvandsmuseet sammen med Skanderborg Kommune, Natur og Miljø, arrangerer en række aktiviteter for børn med naturen som emne. Det sker i løbet af juli.
To guider er klar
To unge naturformidlere, Sara og Joachim, er guider for aktiviteterne. Det starter tirsdag 5. juli klokken 13 med overskriften Livet ved søen.
Her inviteres børn og voksne med ned til søen for at se og fange dyr i vandet ved hjælp af vandkikkert, lup og sænkenet.
Aktiviteten varer et par timer. De følgende to tirsdage, 12. og 19. juli, gentages denne tur, som er gratis for alle.
Smag på en fisk
På onsdagene 6., 13. og 20. juli klokken 13 handler det om Skovens dyr. Her tager deltagerne i skoven med lup og ketsjer og kigger på skovens smådyr. Også denne tur er gratis for alle.
Torsdag 7. juli og de følgende torsdage 14. og 21. juli klokken 13 er overskriften Smag på søens fisk.
Det bliver først med et kig på fisk i Ferskvandsmuseets akvarier.
Derefter undersøger deltagerne, hvad der er indeni en fisk, og der sluttes af med at stege nogle fisk på grillen. Her koster det 10 kroner for børn og 20 kroner for voksne at deltage. Medbring selv drikkevarer.
Alle ture og aktiviteter starter på Ferskvandsmuseet på Siimtoften i Ry klokken 13 og varer et par timer.
e.r