Fortsæt til indhold

Skolebørnene flyttes over i ny bybus

Byrådet i Egedal har vedtaget, at skolebuskørslen lægges over i den kollektive busdrift. Den samlede busplan skal i øvrigt kigges igennem i de kommende budget-forhandlinger

Samfund
Kenneth Tanzer

De transportberettigede skolebørn fra Smørum må fremover kigge langt efter skolebussen, når de skal til og fra Søagerskolen.
Et enigt byråd i Egedal - med undtagelse af de konservative, har nemlig besluttet at vedtage administrationens forslag til den samlede Movia-busbestilling for næste års kollektive buskørsel.
I forslaget står det klart, at den nuværende skolebuskørsel bliver omlagt til den kollektive busdrift.
Det betyder, at skolebørnene skal benytte en ny bybus, der med tre afgange om morgenen og fire afgange om eftermiddagen, vil køre fra Veksø Station over Hove, Nybølle, Ledøje og til sidst ramme Søagerskolen, inden den fortsætter til Måløv Station.
“Jeg er tilfreds med omlægningen af skolebuskørslen. Vi sparer penge ved denne løsning, og samtidig udnytter vi ressourcerne. Det er fremtiden, at skolebørn kører med den kollektive trafik, siger Peter Hansen (F), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal.

Distriktsskole er bekymret

Forslaget har fået Distriktsskole Smørum til at udtrykke deres bekymring i et høringssvar.
“Vi er bekymrede for, om der er kapacitet til at befordre både skolebørn og almindelige borgere, når børnene skal til og fra skole. Derudover mener vi ikke, at sikkerheden er gennemtænkt,” skriver skolen.
Peter Hansen mener dog ikke, at hverken børn, forældre eller skole skal frygte den kommende tur i bybussen.
“Enhver forandring er svær, og der vil altid være kritik. Jeg har respekt for deres svar og synspunkter, men jeg er overbevist om, at de vil blive glade for løsningen,” siger Peter Hansen til Lokalavisen Egedal.
Glad er derimod at tage munden for fuld, når snakker falder på den resterende busplan, der nu er faldet på plads.
“Der er forringelser i den nye busplan - især i forhold til ruter i Ledøje og Ølstykke. Det vil jeg ikke skjule, men denne løsning er det bedste vi kunne opnå inden for vores økonomiske rammer, som nu bliver overholdt. Jeg er ikke jublende glad, men jeg kan godt leve med det,” siger Peter Hansen.
De konservative kan derimod ikke leve med busplanen.

Med i budget-forhandling

“Skolebus-omlægningen kan vi godt støtte, men vi kan ikke sige ja til en samlet plan, der i forhold til busbetjening isolerer borgerne i Ledøje og sender dem mod Ballerup. De bliver udsat for forringelser, når de skal til og fra Smørum, og det vil vi ikke være med til. Billedet er det samme i Ølstykke, men ikke helt så slemt,” siger den konservative politiker, Niels Lindhardt Johansen.
Selvom busplanen blev godkendt, så skal den evalueres til de kommende budgetforhandlinger.
“Nu får vi muligheden for at tage den op igen, men skal vi løse nogle af forringelserne, så skal vi finde pengene fra et andet område,” siger Peter Hansen.
Udover den nye bybus i Smørum, så vil Linje 314 nu betjene Stenløse Syd i hverdagene. Ring Syd og Frode Fredegodsvej vil dog ikke blive betjent af linje 314. Endelig overtager Linje 144 fra Albertslund busbetjeningen fra Ledøje til Ballerup Station.