Fortsæt til indhold

Millionsvindler skal alligevel en tur bag tremmer

Landsretten valgte at følge anklagemyndighedens ønske om en fængselsstraf til millionsvindler John Ramsing, der ellers forlod byretten som en fri mand

Samfund
Af Kathrine Albrechtsen

I Østre Landsret onsdag 14. juni modtog en tydeligt skuffet John Ramsing sin dom, der sendte ham 14 måneder i fængsel.
Millionsvindleren, der har tilstået svindel og bedrageri for 3,8 mio. kr. mod Gentofte Kommune fra 2010-2011, forlod ellers fire måneder tidligere Retten i Lyngby som en fri mand, efter dommeren mente, at 15 måneders varetægtsfængsling i Sao Paulo var afsoning nok.
Anklagemyndigheden fandt rabatten på 15 måneders fængsel lige gavmild nok og ankede dommen.
Med sin forsvarer Peter Ølholm mødte 49-årige John Ramsing op i landsretten, men forlod denne gang ikke bygningen som en fri mand, forklarer anklager ved Statsadvokaten i København, Mariam Khalil.
"Til vores store tilfredsstillelse blev husarresten i Brasilien ikke talt med i varetægtsfængslingen. Dermed skal han ind og afsone de sidste måneder i et dansk fængsel. Landsretten gav os ret i, at et så stort spænd ikke bør kunne lade sig gøre", siger hun.
John Ramsing, der var ansat som byggeleder i Gentofte Ejendomme, flygtede til Brasilien, da hans svindel og bedrageri blev opdaget. En international arrestordre blev udstedt og 13. juni 2014 blev han anholdt og fængslet i Sao Paulo.
Fra juli 2014 til september 2015 sad John Ramsing fængslet, inden han på grund af en ubehandlet blodsygdom kom i husarrest i fire måneder, før han blev sendt hjem til Danmark.
Hans forsvarer Peter Ølholm var skuffet over afgørelsen.
"Dommeren tog hverken hensyn til, at han har siddet 15 måneder under uhyrlige forhold i et brasiliansk fængsel, hvor hans blodsygdom ikke blev behandlet, eller talte husarresten i fire måneder med. Derfor har John Ramsing valgt at anke dommen til Højesteret", siger Peter Ølholm.
Forsvareren kunne fortælle, at hans klient var mærket.
"Det har været en lang og hård proces, som han gerne vil lægge bag sig. Alligevel ansøger vi om at få sagen op i Højesteret, selvom det kun er under en procent, som kommer igennem med deres sag. Det bliver svært, men vi prøver", siger Peter Ølholm.