Bål og tale ved bredden af Randers Fjord
Folketingspolitiker Leif Lahn holder båltalen i Udbyhøj Syd
Folketingspolitiker Leif Lahn (S), der bor i Grenaa, er båltaler ved Sankt Hans Aften i Udbyhøj syd. Han besøgte Udbyhøj sidste år sammen med det lokale medlem af kommunalbestyrelsen Lars Pedersen (S). Over en omgang røde pølser og en øl drøftede de med cirka 30 lokale borgere, hvad der skal til for at holde liv i den lille vandkant i det nordvestligste hjørne af Norddjurs. Her blev det aftalt, at Leif Lahn skal være dette års båltaler.
På selve aftenen stiller lokale kræfter desuden et telt op til fælles madkurv-spisning klokken19.
Hjertestarter bevarer liv
Også på en helt anden og meget bogstavelig vis er der taget initiativ til at holde liv i Udbyhøj og omegn. Falck har nemlig opstillet en hjertestarter, og ni lokale har været på kursus i brugen af den.
Annie Ebbesen, er en af de frivillige i førstehjælper-korpset. Hun forklarer, at hvis der sker hjertestop i Udbyhøj eller Udby og hvis der bliver ringet 112, modtager hjælperne en SMS og kan derved hurtigt nå frem med hjælp, indtil ambulancen kommer.
Fra nyhedssiden kan også nævnes, at der for ikke så længe siden blevet opstillet tre shelters i Udbyhøj samt en ny badebro.