Fortsæt til indhold

Skatere lufter ideer til nyt millionanlæg

Især Mikkel Ettell var ivrig til debatmøde med kommunen

Samfund
Emil Hermann

Skateren Mikkel Ettell, der har store, sorte øreringe i begge ører og tatoveringer på begge arme, holder sig ikke tilbage, da kommunen har inviteret til debatmøde i Odense Street House på Grønløkkevej.
Mødet er nemlig vitalt for fremtiden for Odenses skatere, da By- og Kulturudvalget har afsat en million kroner til området.
Hvad pengene skal bruges til og på hvilke placeringer, er endnu helt uvist.
Det er derfor, at 21-årige Mikkel Ettell og cirka 30 andre skatere er mødt op for at være med til at få indflydelse på den beslutning.
“Jeg håber, at pengene kan bruges til, at vi får et lidt mere spredt miljø i byen. Hvis lidt af pengene kunne gå til Skt. Jørgens Parken, lidt flere faciliteter i bymidten (Nonnebakken eller Kongens Have, red.) og lidt penge til flere ramper på Byens Ø i Odense Havn, så vil jeg være meget tilfreds,” siger Mikkel Ettell, der har kørt på skateboard i 16 år og lige nu søger læreplads som kok i Odense.
Mikkel Ettell er desuden glad for, at Odense Kommune er begyndt at gøre mere for skaterne i byen.
“For år tilbage var der ikke meget at skate på i byen. De gange, vi spurgte, om vi kunne få lidt penge til at bygge ramper eller plader, blev vi som regel altid afvist. Men nu er vi begyndt at få flere skatemuligheder,” påpeger han og tilføjer:
“Det er godt, at kommunen kommer ud og lytter til os, så de får vores syn på, hvordan pengene skal fordeles.”

Del af kagen til alle

Odense Skateboard Forening, der har eksisteret i lidt over et år og har 50 betalende medlemmer, påpeger, at alle slags skatere skal have gavn af pengene.
“Vi går ind for et kompromis, hvor så mange som muligt får ønsker opfyldt. Det gælder både brugere af skateboard, BMX, løbehjul og rulleskøjter,” siger Simon Haldbo, der er kasserer.
Odense Skateboard Forening var også mødt op til debatmødet i sidste uge.
Simon Haldbo er også glad for det engagement, som Odense Kommune viser i øjeblikket.
“Det betyder meget, at skaterne får lov til at komme ud med deres ideer og tanker foran folk fra kommunen. Vi håber, at der kommer et resultat ud i sidste ende, der gør flest mulige skatere tilfredse,” fortæller han.
De unge skatere

Lokalavisen Odense har startet en ny serie, hvor vi sætter fokus på skatemiljøet i Odense.
Første afsnit handler om, hvordan skaterne ønsker at bruge den ene million, som kommunen har afsat.
Fremover fortsætter vi dækningen, indtil de nye skateanlæg er opført i byen.