Fortsæt til indhold

Borgere føler sig kørt rundt i manegen - stiller spørgsmåltegn ved politikernes troværdighed

"Politikernes håndtering af Laanshøj-planerne er med til at øge borgernes politikerlede", mener beboerforeningen Laanshøj

Samfund
Helene Stolle

Trods dialogmøder med kommunen og Bolig Ejendom føler Beboerforeningen Laanshøj sig fortsat kørt rundt i manegen, når det gælder den fremtidige udvikling af området.
I en mail til Furesø Avis skriver foreningen, at de som beboere på Laanshøj føler, at politikerne uden moralske skrupler tilsidesætter den gældende lokalplan (Lokalplan 72, red.).
Fik du læst: Se billederne: Årets studenter i vild jubel
“Lokalplanens rammer passer ikke længere politikerne, som ønsker tættere bebyggelse, og trods dialogmøderne, der er blevet afholdt helt i demokratiet ånd, er det nu besluttet, at der de kommende måneder skal udarbejdes et nyt lokalplansforslag. Arbejdet skal angiveligt til dels hvile på de input som de indkomne 70 høringssvar har givet politikere og forvaltning, men retningslinjerne fra arbejdet kommer reelt til at hvile på det holdningspapir, som politikerne udarbejdede i begyndelsen af april , inden man havde mulighed for at forholde sig til de indkomne høringssvar samt inden det afsluttede dialogmøde med Laanshøjs beboere”, skriver Jens Juul Olesen på vegne af boligforeningen og understreger, at foreningen opfatter det som om, at politikerne mener, at nu har der været demokrati nok omkring Laanshøjplanerne - også selvom Lene Munch-Petersen (S), medlem af miljø-, plan- og teknikudvalget her i Furesø Avis tidligere har forsikret beboerne om, at alle høringssvar er blevet læst.
Bekymring for området
“Der planlægges godt 160 nye boliger i området, hvilket er en væsentlig udvidelse i forhold til de 110 boliger, som den gældende lokalplan rummer mulighed for”, lyder det bekymret fra beboerforeningen, der advarer mod byggeriet.
“Vi skal som beboergruppe advare mod den væsentlige udvidelse i bebyggelsesomfang, idet det vil have konsekvenser for områdets natur og dyreliv, unikke historie og arkitektur, landsbystemning og nærrelationer samt de lokale trafikforhold”,

Politikernes troværdighed

Beboerforeningen Laanshøj mener, at hele processen giver anledning til at sætte et alvorligt spørgsmålstegn ved politikernes troværdighed.
“Når borgmesteren og flere politikere fra udvalget gang på gang går i pressen med løfter om dialog og om at skabe løsninger sammen med borgerne og sideløbende laver aftaler, der går imod en hel bydel og næsten 1.000 borgeres eksplicitte ønske om besindighed, bliver vi da nødt til at sætte spørgsmålstegn ved deres troværdighed. Hvad er det de arbejder for?”, skriver Jens Juul Olesen bekymret.
Læs også: Laanshøjborgere: "Byggeplanerne er fortsat for voldsomme for området"
“Bykonger hører fortiden til og fremtidens udfordringer i Furesø kommune løses ikke, når så mange borgere oplever at blive holdt for nar i skueprocesser og ordet 'dialogproces' bliver et figenblad for en udmattelsesstrategi indtil politikernes egne dagsordener alligevel trumfes igennem. Fra beboerforeningens side erkender vi, at politikere og forvaltning har bevæget sig i positiv retning i forhold til Laanshøj+ udgangspunktet, men vi finder stadig ikke de nye retningslinher er acceptable”, skriver beboerforeningen i deres mail til Furesø Avis, hvor de endnu en gang understreger, at de er villige til dialog om områdets fremtid.
“Men lige nu ser vi desværre ikke anden mulighed end at forberede et krisemøde i beboerforeningen”, lyder det fra Jens Juul Olesen på vegne af foreningen.
Furesø Avis følger sagen op med en kommentar fra politikerne i miljø, plan- og teknikudvalget.