Fortsæt til indhold

"Danskerne åbner den største dør for os, nemlig døren til deres land"

Tilfredshed med Åbent Hus-dagen på asylcentret i Voldby

Samfund
Anette Bonde

Ali Karimi og Feryal, der bor på asylcentrene i henholdsvis Lyngby og Voldby, er begge to særdeles godt tilfredse med forløbet af Åbent Hus-dagen fredag eftermiddag i forrige uge på Asyl Voldby. Gæsterne kunne se sprogskolen, børnehaven, sundhedsklinikken med mere. Der var også arrangeret musik og dans, og de forskellige nationaliteter havde lavet mad til gæsterne.

Det anslås at et godt sted over hundrede mennesker benyttede sig af invitationen.

“Vi håber at der både har været gæster, der er meget engageret og interesseret, og nogle der bare gerne vil prøve bedre at forstå, hvad det er for nogle mennesker, og hvilke vilkår de har”, siger frivillighedskoordinator Dorte Pedersen.

Læs også: Bønnerup: Asylansøger udsmykker Bønnerup Havn med sildestime, marsvin og krabbe i jern

“Det gjorde os stolte”

Ali Karimi og Feryal er enige om, at det var en vigtig dag. ”Vi havde besøg af mange danskere, og det gik rigtig godt”, siger Feryal.

Hun er både glad for den betydning, dagen havde for asylansøgerne indbyrdes, og for mødet med gæsterne.

”Det gjorde os stolte, at vi fik lavet en god fest på et højt niveau. Alle her fra forskellige lande arbejdede sammen. Vi var fælles om det og følte det, som om vi er fra samme land.”

Gæsternes venlighed varmede også, siger hun.

”Det gør, at vi føler at vi er på det rette sted. Danskerne åbner den største dør for os, nemlig døren til deres land, og siger velkommen.”

Feryal peger på, at asylansøgerne er mennesker, der har forladt deres hjem og deres land. De har dårlige oplevelser med sig og de kender ikke deres fremtid.

”Sådan en fest bringer os håb, det at vi klæder os om, gør forberedelser og fester sammen. Det er også dejligt, at danskere ser vores vaner, kultur og traditioner. Man kunne se, at de kunne li' det og gerne ville vide mere.”

En vej til job?

Ali Karimi fik snakket med en del af gæsterne, der gerne ville høre om beboernes situation. Han fik også lidt at vide om den danske kultur.

”Jeg er meget glad for, at de besøgte os. Der må gerne være åbent hus hver 2. eller 3. måned.”

Et stort ønske hos ham er, at det måtte være et middel til job for asylansøgerne. Mange kommer med en profession, blandt andet kok, lærer, læge, smed, musiker med mere.

”Flygtningene her vil gerne arbejde, og hvert job er bedre end at være flygtning. Åbent Hus giver en mulighed for at snakke med forskellige virksomheder. Måske kan nogle flygtninge på den måde finde et job. Det ønsker både jeg og mange andre flygtninge.”