Ingo åbner ny tankstation i Horsens
49 Shell Express stationer i Danmark bliver til Ingo - heriblandt stationen på Vejlevej 1 i Horsens, der også får en bilvask.
Ombygningen af tanken på Vejlevej 1 til Ingo tager to dage, hvor tanken vil være lukket fra den 4. - 6. juli.
“Vi glæder os til at byde kunderne velkomne til Ingo på Vejlevej med den vanlige høje standard med rene oplyste selvbetjeningstanke. Herudover vil stationen tilbyde bilvask til en lav pris,” lyder det i en pressemeddelelse fra Christel Nettelvik, der er forretningsansvarlig for Ingo i Danmark.
Ingo har netop fejret to år fødselsdag, siden kæden i 2014 skiftede navn fra Jet. Med overtagelsen af de 49 Shell Express stationer når Ingo op på 129 tankstationer i Danmark.
”Vi har allerede på to år slået vores navn fast, så kunderne kender os for lave de lave priser, som altid har været vores varemærke. Siden Jet i 1985 som de første begyndte priskrigen med selvbetjeningstanke, er konceptet blevet fremtidens måde at tanke benzin og diesel,” siger Christel Nettelvik.
“Ingo satser på en lav fast pris frem for komplicerede rabatter, samlemærker og specialtilbud. Det skal være nemt, enkelt og billigt. Det er derfor, vi hedder Ingo. Ind og tanke og så af sted igen. Det er enkelt for alle bilister i Danmark.”
Den nye Ingo på Vejlevej er den tredje i Horsens, hvor der også findes Ingo-tankstationer på Høegh Guldbergsgade og Silkeborgvej.
I Sverige har Ingo 240 stationer. Siden 2012 har Ingo været ejet af det canadiske selskab Alimentation Couche Tard.