Fortsæt til indhold

Unge vil bruge hænderne

Samfund
Arkiv

Indsatsen for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse giver nu resultater i Horsens Kommune.
Fra 2015 til 2016 er der en stigning på 3,2 procent i antallet af unge i kommunen, der har søgt ind på en erhvervsuddannelse. Andelen af unge, der har søgt ind på erhvervsuddannelser i Horsens, overstiger desuden andelen på landsplan.
“Selvom antallet af elever, der vælger at uddanne sig til for eksempel murer, mekaniker eller social- og sundhedsassistent, ikke har rykket sig vanvittig meget, er stigningen alligevel et positivt tegn på, at indsatserne på området lige så stille begynder at give genlyd,” siger Birgitte Salling, leder af Ungeenheden i Horsens Kommune.
Hun nævner blandt andet Projekt Samspil, hvor elever allerede fra 1. klasse er ude på virksomhedsbesøg for at arbejde med forholdene på arbejdsmarkedet. Her melder flere og flere virksomheder ind, at de gerne vil have besøg af de unge.
Birgitte Salling betegner også erhvervsmentorordningen som en succes, hvor erhvervsledere med sparring støtter unge, der har problemer med at gennemføre en ungdomsuddannelse.