Fine stigninger i huspriserne
Prisen på huse i de nordsjællandske kommuner er alle gået én vej i 2015, og det er op. Det viser helt friske tal fra boligmarkedsstatistikken
Set over det seneste år er huspriserne steget i samtlige nordsjællandske kommuner. Størst procentmæssig fremgang har det været i Halsnæs, Egedal og Rudersdal kommuner, mens Hillerød, Helsingør og Allerød kommuner må nøjes med den mindste stigning.
At alle 13 nordsjællandske kommuner har haft fremgang sidste år er en fremgang i forhold til 2014, hvor ni kommuner havde fremgang. I 2013 var det 9 kommuner, i 2012 6 kommuner, mens alle kommuner havde tilbagegang i boligpriserne i 2011.
”Fremgangen og bedringen over de seneste fem år skyldes ikke kun, at priserne har bredt sig fra hovedstadsområdet. Det skyldes i høj grad også den økonomiske udvikling med stigende vækst og beskæftigelse. Det smitter positivt af,” siger Thomas Lynggaard Germann, der er senioranalytiker i Arbejdernes Landsbank.
Lav rente
De meget høje prisstigninger på over 10 pct. i 8 ud af 13 kommuner i 2015 skyldes bl.a. et meget lav renteniveau, pointerer han.
”I starten af sidste år kom renten så langt ned, at der blev åbnet op for lange lån med faste renter helt nede på 2 pct. Desuden skal de høje prisstigninger ses i lyset af en fortsat indhentning af de voldsomme prisfald ovenpå krisen,” siger Thomas Lynggard Germann.
Han forventer, at bedringen og prisstigningerne på boligmarkedet fortsætter i 2016 - dog i et lavere tempo end i 2015. Et forsigtigt gæt er, at huspriserne stiger med tre procent i år.
”Specielt i kommuner som Lyngby-Taarbæk og Gentofte vil der være gode muligheder for at få en vækst på 3 procent eller lidt derudover, mens det sandsynligvis vil gå lidt langsommere i de vestlige og nordlige kommuner i Nordsjælland,” siger Thomas Lynggard Germann.
I flere år har boligmarkedet været skævt, hvor især København og de store bykommuner har klaret sig bedst. Mens der har været tilbagegang i yderområderne. Det har bl.a. vist sig i, at de største prisstigninger har været både i og omkring hovedstadsområdet. Men til trods for forskellige tempi på boligmarkedet på tværs af landet, er boligmarkedet faktisk over hele landet kommet langt bedre med i 2015.
"Det er glædeligt, at fremgangen på boligmarkedet bliver bredere og bredere funderet. Det smitter positivt af på forbruget til gavn for væksten. Årsagen er, at et stærkere boligmarked gør boligejerne mere trygge rent økonomisk, hvilket påvirker forbrugslysten positivt. Derudover er fremgangen på arbejdsmarkedet og stigende realindkomster også blandt drivkræfterne for det private forbrug," siger Thomas Lynggard Germann.