Fortsæt til indhold

Er din kommune i boligtopform?

Se her hvilke kommuner, der har det bedste - og dårligste -’kondital’ i hussalg

Samfund
Arkiv

I slipstrømmen af Boligmarkedsstatistikken for årets første kvartal har Realkredit Danmark lavet en interessant test af boligmarkedets form i hver af de 98 kommuner.
Hvem er i topform, og hvem der halser efter førerfeltet?
Det tegner ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig et farverigt Danmarkskort, der giver et godt overblik over, hvor det går stærkest på boligmarkedet i øjeblikket.
”Det er især omegnskommunerne til København, der er i bedst form for tiden,” slår han fast.
Nummer 1 på listen er Egedal Kommune, herefter følger Brøndby, Dragør, Tårnby og Ishøj.
”Det afspejler i høj grad, at de høje boligpriser i Københavnsområdet smitter af på omegnskommunerne, og spreder sig som ringe i vandet," siger han.
I ejendomsmæglerkæden Home bekræfter man, at høje priser i hovedstadsområdet også har fået flere til at rette blikket ud på Sjælland, hvor krisen på boligmarkedet ramte hårdest.
”De yngre familier drømmer stadig om et hus med have, og de har jo ikke med et trylleslag fået markant flere penge på boligbudgettet, så flere af dem udlever deres boligdrøm uden for de største byer,” siger relationschef i Home Mads Ellegaard.
Han understreger også, at der er en stigende del af boligkøberne, som aktivt vælger livet i en mindre by til. De lægger vægt på frisk luft og de nære relationer i et mindre samfund.
”De vælger de byer, der kan tilbyde gode børnepasningsmuligheder, skoler, indkøbsmuligheder i nærområdet og let adgang til motorvej og tog,” siger Mads Ellegaard.

Land mod by

Ellers er det værd at lægge mærke til, at både Aarhus, Skanderborg, Horsens og Odense placerer sig i den øverste tredjedel af landets kommuner på formbarometeret. Ikke overraskende er det fortsat mange af kommunerne i landdistrikterne, hvor farten på boligmarkedet er væsentligt langsommere end i resten af landet som helhed. Nederst på formbarometeret finder vi kommuner som Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Lolland.
Ifølge Realkredit Danmark har bedringen på boligmarkedet bredt sig ud på tværs af landets kommuner over de seneste par år, og en rød farve betyder ikke nødvendigvis, at boligmarkedet er gået helt i stå. De røde farver illustrerer i stedet for, at boligmarkedet klarer sig knapt så godt som resten af landet.
Langt hovedparten af landet har således oplevet stigende boligpriser over det seneste års tid.
Realkredit Danmark har brugt følgende parametre i forhold til deres form-barometer:
1: Prisudviklingen over det seneste år
2: Handelsaktiviteten over det seneste år.
3: Selve aktivitetsniveauet over det seneste år set i forhold til den historiske aktivitet
4: Salgstiderne på boligmarkedet. 5: Priskløften mellem køber og sælger - altså forskellen mellem salgspris og 1. udbudspris
6: Udbudssituationen - det aktuelle udbud af boliger til salg holdt op imod det historiske udbud i kommunen.