Fede fotos fra Cirkusrevyen
Ny bog kommer hele vejen rundt om Cirkusrevyen, der fyldte 80 sidste år
“Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard er lige så vigtige som de master, der holder cirkusteltet oppe.”
Det mener Søren Anker Madsen, der er den ene forfatter bag bogen 'Cirkusrevyen', der lige er udkommet. Bogen indeholder et kapitel med højdepunkter fra hvert eneste af de 80 år, som Cirkusrevyen har eksisteret.
Så hvordan skal det gå fremover, når de bærende master ikke bliver yngre?
“Nej, det bliver ikke en nem opgave,”, siger Søren Anker Madsen.
“Men der er så mange gode skuespillere med, der godt kan føre arven videre, når det bliver aktuelt om nogle år. Men man skal føre Lisbet Dahls linje videre: Den hårfine balance mellem fornyelsen og det folkelige,” siger han.
Han skriver i øvrigt selv revytekster og har også et par stykker med i år. Blandt andet om en rocker, der er bange for, at hans rottweiler er homoseksuel.
"Og for en tekstforfatter er det at få en tekst med i Cirkusrevyen jo næsten som at blive slået til ridder af Dannebrog," siger han.
En broget historie
Cirkusrevyen er dansk revys slagskib, men har flere gange været ved at lukke og slukke. Den nye bog beskriver, hvordan både befrielsesåret 1945, krisen sidst i 70'erne og det danske fodboldlandsholds succes ved EM i 1984 har været tæt på at klippe bardunerne på cirkusteltet.
"Den stabile og gode cirkusrevy, vi kender i dag, blev etableret i 1985 med ledende kræfter som Torben Træsko, Lisbet Dahl og Ernst Trillingsgård ved roret. Og det er en kæmpe succes. Tænk på, at Cirkusrevyen i dag sælger flere billetter end for 20 år siden," siger Søren Anker Madsen.