Må selv punge ud for ny port
En opsigtsvækkende flytning har fået Det Blå Sted til at gå i dialog med bekymrede beboere
Det Blå Sted, som drives af Blå Kors, flytter adresse fra Jægergårdsgade til hjørnet af Frederiks Allé og Ewaldsgade.
Det har medført en del bekymring og utryghed blandt beboerne i de bygninger, som er fælles om karéen, hvor det frygtes, at brugerne af værestedet vil opholde sig. De bekymrede beboere gælder borgere i Ewaldsgade, Frederiks Allé og ved Halls Sti, som Lokalavisen Aarhus også tidligere har skrevet.
Derfor havde det Det Blå Sted inviteret til dialogmøde med de utrygge borgere mandag 20. juni på det nuværende værested i Jægergårdsgade.
En af deltagerne til mødet var Palle Jensen, som tidligere har ytret sin bekymring over for indflytningen til Lokalavisen Aarhus.
“Stemningen var skeptisk, men også imødekommende inden dialogmødet med lederen af Det Blå Sted. Vi håbede jo på at finde en løsning for begge parter. Men stemingen vendte undervejs, da værestedet ikke kunne garantere, at brugerne ikke får adgang til karéen,” siger Palle Jensen.
Porten til idylens baggård
Den manglende garanti fra Det Blå Sted omkring værestedets brugeres tilgængelighed til karéen, fik beboerne til at føle en vis bestyrtelse over projektet.
“Det Blå Sted har foreståelse for vores bekymring. Men de er ikke herre over, hvorvidt gården bliver forskanset eller ej. Begge parter ser dog, at udfordringen kan løses med en port. Indtil da kan værestedet heller ikke forsikre sig imod brugernes brug af karéen,” Palle Jensen, der undervejs både har indsamlet mere end 50 underskrifter fra utrygge beboere i området i modstanden over indflytningen, men også har været med til at forfatte et høringssvar til Det Blå Sted.
Det nye stridspunkt er dog, at beboerne ikke vil betale for en port, da de heller ikke er blevet rådført, da det blev besluttet, at Det Blå Sted skal flytte ind.
Derfor føler beboerne en vis uretfærdighed over både beslutningen, men også at de kan blive pålagt en ekstra udgift ved at bo i lejlighederne, som grænser op til karéen, såfremt porten sættes i.
Lokalavisen Aarhus ville gerne have interviewet lederen af Det Blå Sted, Poul Jensen, om sagen, men han har ikke været til at træffe de gange, Lokalavisen har forsøgt.
Ikke kommunens bord
Mens det ikke har været muligt at få Det Blå Sted i tale, så har kontorchefen for Teknik og Miljø til gengæld en klar besked til værestedet og de utrygge beboere.
“Det her har kommunen slet ikke en holdning til. Hvis man ønsker at sætte en port op, så må det stå for gårdejernes egen regning,” siger kontorchef for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Torben Simonsen, og fortsætter:
“Selvfølgelig kan værestedet ikke garantere, at området bliver påvirket af brugerne, da gården i forvejen er åben, og ligeså snart brugerne træder uden for Det Blå Steds dør, er de på offentlig grund.”