Tryllerier og Dansktop
To TV-talenter kommer på scenen i løbet af fredag aften
Arrangørerne af Heksefesten har været inde på helt nye boldgader for at hente underholdning til fredag aften. De sidste par år har budt på stand-up, men i år er de optrædende på scenen dels stand-up med trylleri og dels Dansktop-musik.
Trylleri for hele familien
Klokken 19 kan man opleve Henning Nielsen, kendt fra TV2's “Danmark har talent”, hvor han opnåede en flot tredjeplads i 2015. Og klokken 21 går Michelle Nielsen, Assentoft, på scenen sammen med sin guitarist Niklas.
“Vi vil gerne ramme lidt bredere end stand-up”, fortæller Laila Emdal fra Heksefest-udvalget om tryllekunstneren Henning Nielsen. Med ham på scenen vil det være en optræden for hele familien, og børn under 12 år kommer gratis ind, hvis de er i følge med voksne.
Laila Emdal er selv spændt på, hvad han kommer med.
“Vi håber, der kommer en masse mennesker, og at han formår at holde publikums opmærksomhed fanget.”
Dansktop Talent
Michelle Nielsen, der i 2015 deltog i Dansktop Talent, er lokale Niels Fiskers opdagelse. Niels Fisker er som bekendt en af stemmerne på Radio Alfa, og efter at han havde haft hende i studiet, kontaktede han Heksefest-udvalget og fortalte, at der her var en dygtig sanger. Det giver Laila Emdal ham ret i.
“Jeg har hørt hendes musik, og det lyder lovende.”
Michelle Nielsen fortæller, at hun sammen med guitaristen Niklas optræder i 2 x 20 minutter.
“Koncerten vil hovedsageligt omhandle sangene fra mit nye album. Specielt min nye single “Har fået nok”, samt min sang “Husker du”, som tidligere har opnået en del 1.pladser på mange dansktoplister, heriblandt DR P5's dansktopliste, vil der blive fokuseret en del på.”
Michelle Nielsens første hele album udkom 20. maj i år. Det har titlen “Krydser mit spor”. Hun har før udgivet en del singler samt EP'er, men aldrig et fuldt album.
“Krydser mit spor” indeholder de bedste af de sange, hun indtil nu har udgivet samt et par sange, som aldrig er udgivet i cd-form, samt den nye single “Har fået nok”. Til den nye single, har hun i øvrigt også lavet en video, som ligger på YouTube.