Ørum-elever indtog Island
Projekt om Island afsluttedes med et besøg i landet mod nord for elever fra Ørum Skole
60 elever og lærere fra 8. årgang på Ørum Skole har netop rundet skoleåret af med en rejse til Island i projektet ”Explore the north”.
Det er sket i samarbejde med en islandske skole, hvor 65 islandske elever og lærere besøgte Ørum skole i september. Med besøget på Island blev projektet afsluttet.
Som en del af projektet har eleverne oplevet både dansk og islandsk natur, kultur og sprog.
Besøget på Island gav eleverne fra Ørum en unik mulighed for at opleve den fantastiske islandske natur med de enorme kræfter fra gletsjere, gejsere, vandfald og kontinentalplader på ganske nært hold.
Boet hos islandske familier
Udover de store naturoplevelser, er eleverne også kommet helt tæt på de islandske familier og deres hverdag. Eleverne var gennem tre dage indkvarteret privat.
Skolerejsen er blevet mulig ved hjælp af udvekslingsprogrammet Nordplus. Derudover har både elever og forældre været meget aktive i indsamling af penge. jesl