Veteranskibe til jubilæum i Bønnerup
15 års jubilæum på Bønnerup Strand Skibs- & Baadebyggeri
Bådebygger Mikael Brøgger fejrede lørdag 18. juni femten års jubilæum med sin virksomhed Bønnerup Strand Skibs- & Baadebyggeri. Gæsterne kom både fra Bønnerup og opland og fra alle egne af Danmark. Særligt inviterede var nemlig de veteranskibe, han også har som kunder.
Frihavn til veteranskibene
På grund af stærk blæst var det ikke alle inviterede veteranskibe, der nåede frem, men otte lagde til kaj i løbet af fredag og lørdag. Der var både gamle træskibe og andre seværdige fartøjer. Mikael Brøgger havde i fire dage sørget for frihavn til sine gæster, det vil sige gratis ophold ved kajkanten.
Nyheden havde bredt sig, og i løbet af weekenden var der mange interesserede, der fandt vej til Bønnerup og fik et kig på de stolte gamle kæmper.
”De flotte veteranskibe skaber god opmærksomhed, både om havnen, om byen og om bådebyggeriet. Der har været mange biler på havnen i dag,” smiler Mikael Brøgger og iagttager en flok, der går og kigger på skibene.
Motormuseum og musik
Dansk Motor og Maskinsamling ved Grenaa var også med ved jubilæet. De medbragte en nypudset ”Grenaa Glødehovedmotor”, der lystigt tøffede på kajen som en velsmurt fiskekutter.
Mikael Brøgger inviterede til reception på sit bådebyggeri om eftermiddagen, og om aftenen havde han bestilt musik til jubilæumsfesten