Fortsæt til indhold

Fremover tilbydes de yngste elever i Furesø modersmålsundervisning

Samfund
Helene Stolle

Tilbud om modersmålsundervisning- også til børn udenfor EU-landene bliver omsider en realitet for Furesø kommunes 0.-4.klasses elever. Det fortæller Neslihan Diksan, socialdemokratisk medlem af Furesø Byråd og formand for Furesø Integrationsråd, i en mail til Furesø Avis.

”At vi ikke længere i vores kommune skelner mellem om man er fra EU og ikke EU, er en rigtig god historie. Det er et emne, der har været undervejs længe”, siger Neslihan Diksan, der allerede op til sidste kommunalvalg havde modersmålundervisning på sit valgprogram.

Fik du læst: Lege gør furesøbørn trygge på cyklen


”Netop derfor er det en stor glæde for mig, at vi her i Furesø efter sommer omsider kan tilbyde modersmålundervisningen som pilotprojekt til vores elever. Et projekt, som forhåbentligt bliver et fast tilbud for vores elever”, Siger Neslihan Diksan og understreger, at tosprogede elevers faglige niveau altid har været hendes hjertebarn.

”I sidste periode fik vi socialdemokrater gennemført et projekt med modermålsundervisning for de ældste elever i udskolingen på Lyngholmskolen i Farum. Det var succes på trods af, at mange elever ikke kunne forstå eller tale deres modersmål på et højt niveau. Vi ved fra mange forskere, at modersmål er et godt redskab i tilegnelsen af et andetsprog, og det viser erfaringer fra kommuner, der tilbyder modersmålsundervisning også”, lyder det fra Neslihan Diksan, der også fortæller, at Furesø i det nye tilbud med modermålsundervisning til de yngste elever har valgt at bruge Ballerupmodellen, hvor der ingen forældrebetaling er men til gengæld fuld opbakning fra forældre og elever.

”Jeg glæder mig til at følge det nye projekt”, siger Neslihan Diksan.