Fortsæt til indhold

40 år gammel tunnel er åbnet

Gammel tunnel under Herlev hospital kommer endelig til sin ret

Samfund
Michael Harsvik

Da Herlev Hospital blev bygget for 40 år siden, var planen, at der på sigt også skulle bygges et børnehospital. Derfor blev der etableret en underjordisk tunnel som skulle føre frem til børnehospitalet. Men børnehospitalet blev aldrig bygget, og tunnelen endte blindt.
I 40 år har tunnelen derfor ligget og ventet på at blive taget i brug. Nu udbygges Herlev Hospital, og tunnelen får, med 40 års forsinkelse, den funktion, som den var tiltænkt i begyndelsen af 1970"erne.
Den 1. april blev væggen ind til den gamle tunnel brudt ned, så nu er der direkte adgang fra byggegruben på Sterilcentralens byggeplads til tunnelen.

Forsyninger

Den gamle tunnel bliver en hel vital del af Nyt Hospital Herlevs forsyningsveje og logistik, hvor den bl.a. skal fungere som transportvej fra Servicebygning og Sterilcentralen i nord til det nye Kvinde-Barn-Center og Akuthus i syd.
"Da man opførte det nuværende Herlev Hospital var det et meget innovativt hospital som så dagens lys. Det var med fuldautomatiske transportanlæg for senge, affald, medicin og prøveresultater," forklarer Arkitekt Hans Olesen:
"Den fremsynethed, som man dengang udviste, betød også, at man byggede to transporttunneler. Én til det nuværende hospital og én til en fremtidig udbygning. Nu bliver den 40 år gamle tunnel åbnet, hvorved de tanker og den fremsynethed, man dengang udviste, udnyttes i praksis."
Også ingeniør Arne Rask, som er ansvarlig for logistikken i Nyt Hospital Herlev, er glad for datidens fremsyn.
"Det er jo en gave, som har ligget klar til os. Det betyder, at vi får en vej, hvor vi kan køre med AGV'er (Automated Guided Vehicles) og sikre en meget høj forsyningssikkerhed til Kvinde-Barn-Centeret og Akuthuset."

Foto: Britt Ege Bak