18-årig tilstår voldtægtsforsøg i Rungsted
Ung rumæner fængslet i fire uger for yderligere to voldtægtsforsøg i Helsingør
En 18-årig mand fra Rumænien er ved retten i Helsingør idømt fire ugers varetægtsfængsel. Han er sigtet for tre forsøg på voldtægt inden for en uge, blandt andet på Rungsted Kyst Station om natten den 19. juni.
Ud over dette voldtægtsforsøg mod en 30-årig kvinde erkendte han endnu et forsøg i Helsingør den 25. juni, mens han afviste at have seksuelle hensigter med et overfald på endnu en kvinde samme dag i Helsingør.
I det tilfælde forklarede han, at han ville røve hendes taske og mobiltelefon, fordi han manglede penge.
Var meget fuld
Selv om han under retsforhøret fortalte, at han under episoden på Rungsted Kyst Station var 'meget fuld' efter at have drukket vin, og derfor ikke husker så mange detaljer, erkendte han, at han forsøgte at få sex med den 30-årige kvinde, der klokken cirka to om natten var på vej hjem efter en polterabend.
I første omgang havde kvinden henvendt sig til manden for at spørge til et tog, men vendte sig væk fra ham, da han ikke forstod dansk.
Kort efter tog han fat i kvinden bagfra, rev hende omkuld og forsøgte at hive bukserne af hende.
Den 30-årige gjorde modstand, slog og sparkede og kæmpede sig op på benene igen, hvorefter gerningsmanden slog hende med knyttet næve i ansigtet, hev et snørebånd op af lommen og truede med at ville snøre det om hendes halsen på hende eller binde hende.
Han sparkede kvinden, der fortsat gjorde modstand. Da en forpibasserende dukkede op under tumulten, stak den 18-årige af på cykel.
Anholdt i tom bygning
Den 18-årige rumæner kom til Danmark for 4-5 uger siden for at finde arbejde. Det fik han ikke. I stedet ernærede han sig ifølge egne udtalelse ved at samle flasker og dåser samt, viste det sig under retsforhøret, et par butikstyverier.
Han har ingen fast bopæl i Danmark og blev sent onsdag eftermiddag anholdt i en forladt bygning på Østre Stationsvej i Rungsted.