Fortsæt til indhold

Husk gummistøvlerne! DMI spår kedeligt vejr til Tinderbox

Alle tre dage er der risiko for regn, fortæller meteorolog

Samfund
Danni Paulsen

Du gør klogt i at finde gummirøjserne og regnslaget frem til de næste par dage.
Sådan lyder rådet fra DMI, for der er i den grad risiko for at få vådt fodtøj og tungt overtøj.
“Jeg må desværre skuffe med en lidt kedelig melding til festivalgængerne. Vores prognoser siger, at det bliver et par regnfulde dage,” lyder det fra DMI's vagthavende meteorolog Henning Gisselø, som forklarer, at to fronter kæmper over Fyn i festivaldagene, og at det kan give ustadigt vejr.
“Det kan give regn alle dage, men torsdag og fredag ser ud til at blive værst.
Det ser en smule bedre ud lørdag, men der er stadig risiko for lidt regn, og den dag bliver samtidig den koldeste med højest 20 graders varme.
De andre dage kan vi få op over 25 grader, så det bliver en fugtig omgang,” spår Henning Gisselø.
Indtil videre ser det ud til, at det specielt er torsdag, himlen vil åbne sig over Tusindårsskoven.
Fra kl. 13, når festivalpladsen åbnes, og frem til kl. 01, når Rammstein lukker og slukker førstedagen med ild, røg og tysk tråd, vil der med størst sandsynlighed falde mest regn.