Eksplosiv vækst i borgernes gæld
I Nordsjælland er restancerne vokset med over 100 millioner kroner fra 2013 til 2015
Stort set samtlige nordsjællandske kommuner har oplevet en voldsom stigning i restancerne fra 2013 til 2015.
Alene i Gentofte kommuner er borgernes gæld til det offentlige steget fra knap 5 millioner kroner til knap 23 millioner kroner, og i en kommune som Fredensborg er gælden steget fra 19,5 millioner til 32,8 millioner kroner.
Men nu er der håb forude.
I en ny aftale mellem regeringen og KL får de kommunale forsyningsselskaber og kommunerne mulighed for at inddrive alt fra ejendomsskatter til vandafgifter, og det er der god fidus i, siger skatteekspert og rådgivende skatterevisor Christen Amby:
"Vi skal tilbage til et system, hvor kommunerne opkræver den gæld, som de har direkte ansvar for. Det er naturligt, at kommunerne inddriver ejendomsskatterne, hvor kommunen kan tage pant i ejendommen. Eller at forsyningsselskaberne kan inddrive gæld, hvor de så har mulighed for at stoppe forsyningen, hvis folk ikke betaler," siger Christen Amby.
Hurtig inddrivelse
Han spår, at kommunerne relativt hurtigt vil kunne inddrive en del af den nuværende gæld:
"Som det er i dag, er der alt for mange, der slet ikke er blevet opkrævet det, de skylder. Det er der nogen, der har spekuleret i, så alene det, at de nu bliver opkrævet penge, vil få mange til at betale," mener Christen Amby.
Direktør i Finanshuset Fredensborg og borgmester i Gribskov Kim Valentin vurderer, at de nordsjællandske kommuner vil kunne inddrive cirka halvdelen af den nuværende gæld på cirka 350 millioner kroner:
"Jeg har sagt til min forvaltning, at vi skal bruge alle tilgængelige midler for at få pengene hjem. Vi skal gøre det på en ordentlig måde, men det er rigtig godt, at kommunerne får mulighed for selv at inddrive gælden," siger han.
Kim Valentin gør opmærksom på, at for eksempel gælden til Gribskov Kommune på godt 43 millioner kroner jo ikke figurerer i kommunens budgetter.
"Det betyder, at det er penge direkte ned i kommunekassen, hvis vi kan få penge hjem. Her i Gribskov diskuterer vi bygningen af en vej, cykelstier og en ny springhal, som vi kunne få råd til, hvis gælden betales,” siger han.
Ifølge Politiken udgør de samlede kommunale restancer i Danmark 3,5 milliarder kroner, og det er en stigning på 400 millioner kroner fra december 2014 til december 2015. Stigningen skyldes blandt andet, at SKAT's digitale inddrivelsessystem EFI kollapsede sidste efterår.