Her er kongen af Twitter og Facebook
Nogle borgemstre opdater meget. Andre har slet ingen Facebook-profil
Med 85 opdateringer på Facebook og Twitter i årets to første måneder er borgmester Steen Hasselriis fra Halsnæs den mest aktive nordsjællandske borgmester på de sociale medier.
Han er tæt fulgt af Furesø-borgmester Ole Bondo Christensen med 66 opdateringer.
Sidst finder vi Thomas Lykke Pedersen fra Fredensborg, der faktisk har en Facebookside og en Twitter-konto, men ikke bruger dem til noget. Og så har Nordsjælland to borgmestre, der hverken har en Facebook eller en Twitterkonto. Det er Hillerøds Dorte Meldgaard og Egedals Willy Eliasen.
Men det er ikke altid bedst at have flest opdateringer, siger digital chef hos PR-bureauet Geelmuyden Kiese, Benjamin Rud Elberth.
“For eksempel har nummer ni på jeres liste, Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani, kun tre opdateringer på Facebook. De er til gengæld meget værdifulde, fordi de får masser af kommentarer fra læserne, mens for eksempel borgmestre med mange opdateringer slet ikke er i dialog med deres læsere,” siger Benjamin Rud Elberth.
Han fremhæver også Kim Valentin fra Gribskov (nr. 3 på listen) og Morten Slotved fra Hørsholm (nr. 7) for at have glimrende fat i Facebook-mediet, fordi der foregår en reel dialog.
“Morten Slotved flytter, med sine fem opdateringer, mere end de to øverste på jeres liste. Både Slotved og Valentin har Facebook-profiler, som i høj grad lægger op til dialog, og hvor man føler sig i øjenhøjde med dem. Læg dertil, at de har rigtig mange venner på Facebook, så deres budskaber når langt ud,” siger han.
På Twitter giver Benjamin Rud Elberth en suveræn førsteplads til Steen Hasselriis, der er borgmester i Halsnæs. Han er også den, der har tweetet flest gange i perioden 1. januar til 29. februar - i alt 24 gange.
“Hasselriis deltager aktivt i debatten med andre. Twitter egner sig til at påvirke andre meningsdannere, og det er Steen Hasselriis god til,” mener Benjamin Rud Elberth.