Debat: Åbent brev til biskop Henrik Wigh-Poulsen
Et flertal i Grenaa Menighedsråd stiller sig helt uforstående over for biskoppens meget dramatiske fjernelse af vores præst Lars Seeberg fra sine hidtidige opgaver, og vi er også uforstående over for, at vi som MR ikke på noget tidspunkt i det ellers ret lange forløb er blevet hørt. Det, der for os at se ligner en bortvisning med dags varsel, må skyldes en tilsvarende pludseligt opstået og fuldt belyst brøde, begået af Lars Seeberg.
Hvori består den? Det er vi ikke gjort bekendt med. I et retssamfund som det danske er så dramatiske beslutninger en følge af tilsvarende voldsomme fejlhandlinger. Lars Seeberg nyder stor anseelse, hans arbejde her er omgivet af stor respekt. Vi mangler derfor svar på, hvad biskoppen har lagt til grund for den voldsomme beslutning og den voldsomme måde, det er foregået på.
Vi er bekendt med, at biskoppen har modtaget klager over Lars Seeberg. Så vidt vi ved, er der tale om klager fra meget få personer.
En klage fra en præst er os bekendt trukket delvist tilbage. Kollegerne til denne præst har bedt om, at Lars Seeberg er til stede ved præstemøderne, da også de har haft samarbejdsproblemer med præsten i sognet. Meget peger på, at problemet er i sognet og derfor skal løses i sognet.
Vi er uforstående over for, at biskoppen ikke har fulgt de procedurer, der normalt følges ved en sådan anklage og ej heller har fulgt opfordringen til at hente en udefrakommende konfliktmægler. Vi er i Grenaa kommet rigtigt langt med at få gang i et kirkeligt fællesskab, der åbner kirken og har aktiveret flere medlemmer af menigheden end set i de seneste 20-30 år.
Vi har kæmpet hårdt for at få genoprettet den økonomi, som lå i ruiner, da det nye menighedsråd overtog roret i 2018. I tiden med Lars Seeberg har vi bl.a. oprettet et gospelkor, holder meget velbesøgt åben dåb, åben kirke, filmaftener, sangaftener og meget andet. Yderligere er Lars Seeberg en meget populær præst blandt konfirmander. At Lars Seeberg bliver fjernet rammer dybt ind i det arbejde, vi i Grenaa Menighedsråd siden 2018 har kæmpet for. Her vil vi gerne citere flere af vores dygtige medarbejdere i kirken og sognegården:
Lars har kæmpet for at ændre en tidligere dårlig og negativ kultur både i kirken og i sognegården. Da vi startede tilbage i slut 2018, var der meget sladder i krogene og en konstant kamp for at modarbejde hinanden på kryds og tværs. Langt størstedelen af os [medarbejdere ved kirken og i sognet] er og har været på denne arbejdsplads - pga. Lars. Lars har i den grad været med til at ændre det til det bedre, og der var endelig sket et kæmpe skift, som nu er banket tilbage til nul. Lars har været medvirkende til, at en gammel kultur i sognegården er hørt op. Han har været medvirkende og medskabende til ro, således at man som medarbejder/personale har kunnet passe sine arbejdsopgaver på bedste vis.
Vi har som personale altid følt os trygge, og han har været god til at involvere og inkludere os i kirkens arbejde. Det er et stort tab, vi føler i personalegruppen, og vi er usikre på, hvad fremtiden bringer.
Vi vil opsummere vores anliggende i følgende spørgsmål:
1. Hvorfor er menighedsrådet i Grenaa ikke inddraget?
2. Hvilke handlinger har Lars Seeberg foretaget sig, som berettiger til denne voldsomme fjernelse af vores
præst?
3. Har biskoppen bemyndigelse til dette?
Kan biskoppen ikke svare fyldestgørende på det, forventer vi, at Lars Seeberg snarest bliver genindsat i sit embede som præst og som provst.
Lokalavisen har fremsendt ovenstående debatindlæg til biskop Henrik Wigh-Poulsen og bispekontoret for at give mulighed for at kommentere på indlæggets indhold.
Lokalavisen har trods flere henvendelser ikke fået svar på, om biskoppen ønsker at kommentere.