Foreningerne går sammen om Sankt Hans
Sankt Hans med bål og pandekager
I flere år har Vivild ikke haft et Sankt Hans arrangement, men i år vil Vivild Borger og Handel i samarbejde med KFUM Spejderne i Vivild og Vivild Idrætsforening kalde til samling. Det foregår torsdag 23. juni kl. 19 ved spejdergården i Vivild.
”Samarbejdet mellem foreningerne i byen er afgørende for, at arrangementer som denne kan eksistere og det giver plads til alle uanset alder og foreningsmæssig tilhørsforhold. Det er uden tvivl noget vi prioriterer højt,” fortæller næstformand i Vivild Borger og Handel, Frederik Bak.
Frem til at bålet tændes vil børnene kunne lave pandekager og snobrød over bål sammen med spejderne. Sankt Hans bålet tændes klokken 20, hvor børnehaven Blinklyset har sørget for heksen. Inden da vil formanden for Vivild Børneby gennem de sidste to år, Tom Bolvig, holde årets båltale.