Fortsæt til indhold

Få det smukkeste staudebed

At skabe et smukt staudebed er godt for både humøret og velværet, siger Birgit Reimer, der står bag bogen 'Stauder - sådan skaber du de smukkeste bede'

Samfund
Michael Harsvik

Kan man lave opskrifter på staudebede til haven på samme måde, som der er opskrifter på strikkede trøjer eller italiensk landbrød?
Det spørgsmål stilledes Birgit Reimer sig selv, før første udgave af bogen 'Stauder' så dagens lys tilbage i 2006.
Og svaret er; ja det kan man faktisk. Man kan lave de smukkeste staudebede med helt særlige kendetegn. For eksempel et bed i kenzofarver, et maskulint bed, en miniprærie eller et skyggebed fra kaukasus.
Disse bede, samt en masse andre, kan man få inspiration til i bogen, der lige er revideret og genudsendt.
Birgit Reimer har i mange år drevet hjemmesiden 'storkenaeb.dk', og driver stadig planteskolen Caroline Mathildestiens Stauder i Vedbæk et par gange om ugen.
"Nu har jeg rundet 70 år og har drevet planteskole siden 1989, så nu har jeg kun åbent tre timer et par gange om ungen," fortæller hun.
Men selv om hun nu har droslet ned, så trives glæden ved stauder i bedste velgående:
"Stauder er fascinerende. De kommer fra alle dele af verden, og det er fantastisk at se, hvordan de efter vinterdvalen pludselig begynder at vokse og blomstre igen. Så visner de hen i efteråret, og vi må spændt vente på foråret, hvor de spirer op igen. De er både kønne og lette at holde," siger Birgit Reimer, der har skrevet bogen sammen med landskabsarkitekt Maria Juhl Jakobsen.

Starten

Står man helt uden forudsætninger med stauder, anbefaler Birgit Reimer, at man starter med en 7-8 planter på et stykke jord på cirka én kvadratmeter, og så giver hun følgende tips:
1. Grav jorden rigtig godt igennem. Er der skvalderkål eller kvikgræs i stykket, så skal det fjernes først, så der ikke er flere rødder tilbage. Stauder kan ikke konkurrere med skvalderkål og kvikgræs. Det er noget pjat, hvis folk siger, de ikke kan tåle at grave. Kan man gå til fitness, kan man også arbejde i haven.
2. Det er fristende at købe det høje, færdigudviklede stauder, der blomstrer lige nu. Men husk, at netop de planter er på sit højeste, og at det er de sværeste at få til at lykkes. Køb i stedet små planter. Tag planten ud af potten og løsn evt rodnettet lidt. Plant i samme højde, som planten står i potten. Stauder skal generelt ikke have gødning, men det første år kan man hjælpe stauden lidt på vej ved at gøde en lille smule.
3. Før du beslutter dig for, hvor planterne skal stå i dit bed, så lad dem være i potterne og ryk rundt på dem. Så kan du danne dig et fint overblik over, hvad der er pænest.
4. Når du har plantet, så vand dem til med en vandkande. Lad være med at vande, medmindre planterne hænger. Stauder skal helst ikke have det for godt. Stresser du dem en smule, vil de være bedre til at udvikle rødderne.
5. Efter et par år vil nogle stauder måske have udkonkurreret nogle andre i bedet. Sådan er naturen, jo. Så er det tid til at dele og måske bytte stauder med andre, du kender.

Hvad skal jeg vælge

Generelt er stauder lette at have med at gøre, men Birgit Reimer anbefaler følgende sorter, som de letteste for en begynder: Alle græsser, storkenæb, løvefod dagliljer og pæoner. De sorter er dræbersneglene heller ikke så glade for.
Og skal man lade sig yderligere inspirere, så er der i bogen en række andre. praktiske tips.
I bogens første del får du opskrifter på 32 forskellige bede, der er lige til at kopiere. Følg dem eller lad dig inspirere til at skabe dine egne smukke staudebede.
I bogens anden del får du blandt andet nyttig viden om, hvordan du planlægger et staudebed, hvordan du køber stauder, hvordan du planter dine stauder og passer dem. Og du får samtidig gode råd og grunde vejledning, så du undgår dyre fejl og skuffelser.
Bogen er en opdateret udgave af bogen af samme navn fra 2009.