Fortsæt til indhold

Der bliver langt mellem HF-uddannelserne

Der kommer langt færre HF-uddannelser, hvis regeringens nye HF-plan går igennem, spår rektorer. Forhandlinger om HF startede tirsdag

Samfund
Michael Harsvik

Gymnasier med kun én eller to HF-klasser vil få yderst svært ved at udbyde HF fremover.
Det spår en række nordsjællandske gymnasie- og HF-rektorer, efter at regeringen har spillet ud med en helt ny reform af HF-uddannelsen.
Det er kravet om, at uddannelserne skal tilbyde flerefagpakker, der retter sig mod uddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske eller politibetjent, der gør det svært for de små uddannelser at leve op til kravene:
"Jeg siger et rungende ja til, at HF skal tilbyde de her pakker, men her i Birkerød vil det være svært at få en fornuftig økonomi og undervisning i det," siger rektor Anders Kloppenborg fra Birkerød Gymnasium og HF.
Og det er netop gymnasierne, der kun har én eller to HF-klasser om året, der får svært ved at tilbyde den nye HF-uddannelse:
"Mit bud er, at HF i Frederiksværk vil lukke, at der bliver problemer i Helsingør og at Frederikssund vil være truet. Her i Hillerød finder vi nok en samlet løsning med VUC," forudser rektor Peter Kuhlman fra Frederiksborg Gymnasium & HF.
Han frygter også, at færre unge vil tage HF, når der bliver længere mellem uddannelserne:
"Når man er ung, betyder det noget, at uddannelserne ligger tæt på. Skal man rejse langt, kan det betyde, at mange unge slet ikke får nogen uddannelse," siger Peter Kuhlman.

Skidt med pakker

Rektor Henrik Cornelius fra Gentofte HF, hvor der går omkring 400 elever, forudser også færre uddannelsessteder med HF i Nordsjælland.
"Der er ikke mange gymnasier, der vil udbyde HF med de her vilkår. Jeg forstår ikke, hvorfor HF skal udbyde bestemte fagpakker til uddannelser som lærer, pædagog eller sygeplejerske. Der er jo ingen, der har bedt om fagpakkerne, og slet ikke professionshøjskolerne, som skal aftage eleverne. For mig at se er det et tåbeligt forslag. Samtidig foreslår regeringen, at man fjerner de kreative fag som musik og idræt i HF-uddannelsen. Og det er fag, der er meget relevante, hvis man senere vil læse pædagog eller lærer," siger Henrik Cornelius.

"Der er ikke mange, der vil udbyde HF med de her vilkår," siger rektor Henrik Cornelius fra Gentofte HF på baggrund af regeringens HF-udspil.