Fortsæt til indhold

Mere end 3000 nye job i Region Sjælland

Væksten i beskæftigelsen i Region Sjælland har været støt stigende. Nye tal viser, at der de seneste to år er skabt, hvad der svarer til knap 3.300 nye fuldtidsstilinger i Region Sjællands erhvervsliv. I samme periode er der flyttet næsten 4.500 personer

Samfund
Arkiv

Region Sjælland vokser og det gælder på flere fronter. Der er over de seneste to år sket en betragtelig stigning i antallet af tilflyttere til regionen, og derudover er virksomhederne for alvor begyndt at skabe nye job.
- Region Sjælland har i nogle år kæmpet med både faldende befolkningstal og tilbagegang i antallet af job. Den negative udvikling ser ud til at være vendt nu.
Virksomhederne har virkelig fået gang i hjulene, og samtidig vælger flere og flere at bosætte sig i vores region. Vi har dermed brudt den negative spiral og er godt på vej ind i en positiv, siger Jens Stenbæk, formand for Vækstforum Sjælland og regionsrådsformand i Region Sjælland.
Tallene kommer fra analysen ”VækstVilkår”, som er udarbejdet af Center for VækstAnalyse for Vækstforum Sjælland og beskriver erhvervsudviklingen i de 17 kommuner i Region Sjælland.
Dykker man ned i tallene, kan man se, at det særligt er virksomheder inden for bygge og anlæg samt erhvervsservice, der virkelig skaber job.
Erhvervsservicebranchen omfatter virksomheder, som supporterer erhvervslivet med alt fra revision og jura til rengøring og vagtværn. Beskæftigelsen i begge brancher er vokset med cirka 1400 fuldstidsmedarbejdere de sidste to år, altså tilsammen 2800 job.
Dertil kommer knap 500 fuldtidstillinger fra andre brancher, altså samlet 3.300 nye fuldtidsstillinger i Region Sjælland.

Fuld fart på bygge- og anlægsbranchen

- Bygge- og anlægsbranchen rummer i disse år nogle helt særlige potentialer. Der er en række store offentlige bygge- og anlægsinvesteringer på vej, og for nylig indgik Femern A/S kontrakter for godt 30 mia. kr.
De ordrer kommer til at betyde yderligere vækst i netop den branche over de kommende år. Så den tendens vi allerede har set med et boom i bygge-anlæg, er vi ret sikre på vil fortsætte, udtaler Jens Stenbæk.

Rekrutteringsudfordringer

Det giver dog også regionsrådsformanden grund til bekymring. For allerede nu melder bygge- og anlægsbranchen om rekrutteringsudfordringer, og når de store anlægsinvesteringer for alvor ruller ud, bliver det problem kun større.
- Vi har i Region Sjælland stort fokus på uddannelsesudfordringen og på det sammenhængende arbejdsmarked på tværs af kommunerne. Vi har brug for at uddanne flere inden for det byggefaglige områder, og der er vi allerede i gang med at sætte ind, og det fortsætter vi med.
For vi skal gøre alt, hvad vi kan for at rekrutteringsudfordringer ikke står i vejen for vækst, siger Jens Stenbæk.
Den stigende tilflytning til Region Sjælland kan være med til at løse netop den udfordring.
- Når der skabes mere end 3000 nye job i vores region, så skal der være hænder til at tage fat.
Derfor er det afgørende, at vi bliver i den positive spiral, hvor der både kommer flere job og flere hænder. Det arbejder vi for i Region Sjælland. Og det er jo altid skønt at se, så mange mennesker vælger at flytte til den her region, som har så meget godt at byde på.
Så kom glad. Der er stadig plads til flere, og vi har rigtig meget at byde på, siger Jens Stenbæk
sl