Fortsæt til indhold

Hospitalet har egen bager

Samfund
Arkiv

Årets Fuldkornsdag bliver i dag markeret rundt om i kantiner og køkkener. Men på Hospitalsenheden Horsens er bageriet faktisk garant for brød med masser af fuldkorn hver eneste dag, fortæller bager Stefan Steenholt.
“Spis masser af fuldkorn,” lyder et af kostrådene. Og derfor har køkkenet på Hospitalsenheden Horsens ansat egen faguddannet bager, som dagligt sørger for masser af fuldkornsbrød til hospitalets indlagte patienter.
“Vi bager brød med masser af fuldkorn alle ugens syv dage, så indlagte patienter altid får friskbagt brød, der samtidig lever op til de officielle anbefalinger,” fortæller bager Stefan Steenholt i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Bageren nævner, at det ellers har været en gylden regel inden for bagerfaget, at et brød ikke kan bestå af mere end 50 procent fuldkorn.
“Men ved hjælp af den rette mængde surdej kan vi indimellem snige os helt op på en fuldkornsandel på 65-75 procent. Det handler først og fremmest om at få masser af smag frem i brødet, forklarer Stefan Steenholt og pointerer, at alt bages fra bunden.
Stefan Steenholt fortæller videre, at bageriet er begyndt at bruge flere af de gamle melsorter, hvor en større del af kernerne er bevaret.
“Det givet brødet et højere proteinindhold, og det er jo også godt for vores patienter,” konstaterer han.
Bag 'Årets Fuldkornsdag' står Fuldkornspartnerskabet, som udgøres af Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en lang række fødevarevirksomheder.
e.r.