Fortsæt til indhold

Skovvejen lukker frem til uge 34

Fra 27. juni vil Skovvejen være lukket fra Østbanetorvet til Hjortholmsvej

Samfund
Arkiv

I otte uger er Skovvejen lukket fra Østbanetorvet til Hjorholmsvej.
Arbejdet er planlagt til at blive udført i sommerferien, så det generer færrest muligt.
I takt med, at Aarhus Midtby og Aarhus Ø vokser, har områderne brug for mere fjernvarme og bedre regnvandshåndtering. Derfor lukkes Skovvejen for trafik i uge 26 til 34, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”Vi ved, det er en udfordring, når en væsentlig nerve på vejnettet i Aarhus er midlertidig ude af drift. Derfor har vi også planlagt arbejdet, så det ligger over sommerferien, hvor færrest muligt bliver generet af det,” siger Gitte E. Frøkjær, projektleder i Center for Byens Anvendelse i pressemeddelelsen og tilføjer, at der er givet tilladelse til at kunne arbejde fra klokken 7 til 22 og i særlige tilfælde også i nattetimerne for at få projektet færdigt hurtigst muligt.

Alternative ruter

Lukningen betyder, at trafikanter skal finde alternative ruter. På kortet kan man se, hvor vejen er spærret, og hvordan man kommer rundt i området i perioden. Der vil altid være adgang til Fiskerivej via den midlertidige Hjortholmsvej.
Alternative ruter for cykler og gående vil fremgå af skilte i området.
/CKO