Tættere på en læreruddannelse i Nordsjælland
Hvis alt falder i hak, kan Nordsjælland have sin egen læreruddannelse i 2017
De nordsjællandske kommuner har en enestående mulighed for at få en læreruddannelse til Hillerød.
Det mener Hillerøds viceborgmester Kirsten Jensen (A), der samtidig er formand for 'Strategisk Uddannelsesforum', hvor en række nordsjællandske kommuner er repræsenteret.
"En læreruddannelse i Hillerød står højt på ønskesedlen, og på et møde i uddannelsesforum den 7. marts, vil vi konkret drøfte et udspil fra professionshøjskolen UCC om muligheden for at få en læreruddannelse i Campus Hillerød," siger hun.
Rektor for UCC, Laust Joen Jakobsen, bekræfter, at UCC er langt i planlægningen af en ny læreruddannelse i Hillerød.
"Vi er nu klar til at præsentere planerne for de nordsjællandske kommuner, og nu skal vi se, om projektet er bæredygtigt," siger han.
Den største hindring for en ny uddannelse er, om der er elever nok til den:
"Vi skal kunne godtgøre, at vi har 100 lærerstuderende om året. Ellers løber det ikke rundt. Det er derfor, at samarbejdet med de nordsjællandske kommuner er så vigtigt, for de kan blandt andet være med til at markedsføre uddannelsen," siger Laust Joen Jakobsen.
Hvis alt går som smurt, vil der kunne være en læreruddannelse i Hillerød i 2017, vurderer han.
"Men det er sagt med forbehold, for vi skal være sikre på, at projektet er bæredygtigt," siger Laust Joen Jakobsen.
Flere lærere til Nordsjælland
Kirsten Jensen peger på en række fordele ved at få en læreruddannelse til Hillerød:
"Hvis kommunerne sørger for markedsføring og for at have nogle rigtig gode praktiksteder, så kan kommunerne selv være med til at løse problemet med, at de har for få uddannede lærere. Samtidig vil der være en kæmpe styrkelse af Campus Hillerød, at vi har begge de store uddannelser samlet - nemlig pædagog- og læreruddannelsen," siger hun.
Rektor Laust Joen Jakobsen vil også gerne trække på erfaringen med pædagoguddannelsen i Hillerød:
"Den har været en ubetinget succes med rigtig mange studerende. Og vi kan se, at vore uddannede pædagoger i stor stil får arbejde i de nordsjællandske kommuner. Den samme forhåbning kan man have for en ny læreruddannelse," siger han.