Fortsæt til indhold

"Normering over gennemsnittet"

Samfund
Arkiv

BØRN For nyligt offentliggjorde analyseinstituttet KORA en rapport, udarbejdet for BUPL (Børn- og Ungdomspædagogernes Landsforening). Heraf fremgår, at der i Halsnæs i gennemsnit er 4,11 børn i alderen 0-2 år og 7,16 børn i alderen 3-5 år per voksen i kommunens daginstitutioner.
Det er lidt over landsgennemsnittet, berretter Halsnæs Kommune i en pressemeddelelse, hvor Hanne Kjær Knudsen (V) - formand for Udvalget Skole, Familie og Børn - udtaler:
”I den sammenhæng er det vigtigt at pege på to ting. For det første er der ikke ét magisk tal, der er det rigtige antal børn per voksne. Rammerne og de voksnes kvalifikationer er som sagt mindst lige så vigtig. For det andet er det også vigtigt, at forældrene har råd til at have deres børn i daginstitution. Der er naturligvis en sammenhæng mellem antallet af voksne, både pædagoguddannede og pædagogmedhjælpere, og prisen for en institutionsplads. Derfor udnytter vi også den synergi, der er, ved at have en struktur med større institutioner i stedet for mange små.”
”I Halsnæs har vi desuden også prioriteret lange åbningstider i vores daginstitutioner for at imødekomme behovet fra de mange forældre, som dagligt pendler til og fra arbejde,” fortæller hun, og pressemeddelelsen fortætter:
Antallet af voksne i daginstitutionerne er vigtig, men mindst lige så vigtig er de voksnes kvalifikationer. Det er Halsnæs Kommunes tilgang, og den bygger bl.a. på den anerkendte forsker Brenda Taggert, som i mange år har forsket i kvalitet i dagtilbud og dets betydning for børns udvikling.
I Halsnæs Kommune har der gennem de senere år været stor fokus på at opkvalificere ledere og medarbejdere i dagplejen og daginstitutionerne gennem systematisk og målrettet kompetenceløft. Det er sket ved at skabe gode støttende læringsmiljøer og rammer for læring. Det er en indsats, som er i tråd med Brenda Taggerts forskning.
Så sent som i februar 2016 afsluttede det sidste hold et kompetencekursus i ICDP og i at tilrettelægge læring for børn. ICDP er et program til styrkelse af relationer mellem børn og voksne. For eksempel har alle pædagogmedhjælperne var igennem et fire ugers kursus i ICDP, i læring og leg, metoder og teorier i det pædagogiske arbejde, mens en stor del af pædagogerne har gennemført et forløb i ICDP. I alt 150 medarbejdere fra dagplejen og daginstitutionerne fået et kompetenceløft.
Anne Thrane Olsen, pædagogisk leder i Børnehuset Spodsbjerg siger: ”Det har været som at få ”nye” medarbejdere retur efter endt forløb. Der er lys i øjnene, en tro på sig selv og engagement på en ny og målrettet måde. Og de nye kompetencer er kommet rigtig fint i spil i dagligdagen. Det hører jeg også fra mine kolleger.”
Ikke kun medarbejderne er løbende på skolebænken i Halsnæs. Også de daglige pædagogiske ledere i daginstitutionerne er uddannet i at understøtte medarbejderne i deres arbejde med børnenes udvikling og læring. Halsnæs har desuden deltaget og deltager fortsat i sprogudviklingsprojekter, hvor pædagoger uddannes til at arbejde med og udvikle børnenes sprog. Igen fra næste år er planlagt kompetenceudvikling for kommunens pædagoger.