Derfor er vi ikke på Facebook
Debatten på Facebook er kunstig, vulgær og fordummende, mener én af de borgmestre, der helt har fravalgt de sociale medier
To nordsjællandske borgmestre har bevidst fravalgt Facebook og Twitter. Det gælder den konservative borgmester i Hillerød Dorte Meldgaard og Venstres Willy Eliasen i Egedal. Begge er bevidste om, at de sociale medier er en måde at komme i kontakt med borgerne på, og alligevel vil de ikke:
“Jeg har simpelt hen ikke lyst til at være med,” siger borgmester Willy Eliasen:
“Jeg synes, debatten på Facebook er både kunstig vulgær og fordummende, og jeg har simpelt hen ikke lyst til at debattere på det niveau. Jeg skulle også bruge tid på det, og det er tid, som jeg ikke har,” siger han.
Han afviser, at han lukker en mulighed for at være i direkte kontakt med vælgerne:
“Jeg har lige været på ferie, og der ligger 60 mails til mig fra borgerne. Det er ikke unormalt, at jeg får 40 mails om dagen, og jeg besvarer også gerne læserbreve, hvis de er af principiel karakter. Så jeg mener bestemt, jeg er til at få fat på,” siger han.
Hillerød-borgmester Dorte Meldgaard er heller ikke at finde på hverken Facebook eller Twitter. “Det er spild af tid, synes jeg. Hvis man vil være tilstede på de sociale medier, skal man bruge tid på det, og jeg har ikke lyst til at bruge tid på noget, hvor tonen er så grim. Jeg har været på Facebook, og jeg synes ikke, det var nogen god oplevelse. Jeg bliver bare i dårligt humør af det. Der er noget selvforherligende over det - ‘se mig, her har jeg løbet fem kilometer, eller her har jeg bagt en kage'. Det ligger simpelt hen ikke til mig at promovere mig på den måde,” siger Dorte Meldgaard.
Facebook giver stemmer
Benjamin Rud Elberth, digtial chef i Geelmuyden Kiese, kan godt forstå, at nogle borgmestre fravælger Facebook og Twitter.
“De må have vurderet, at deres kontakt med borgerne fungerer, og at de er de bedste til at give det varmeste håndtryk og få det tætteste forhold til deres borgere. Men det er bare sådan, at der altid er ekstra stemmer at hente, når man bruger de sociale medier. Borgerne føler, at de bliver taget seriøst, og borgmesteren selv kan også få værdifulde input fra vælgerne,” siger Benjamin Rud Elberth.
En succes
Og netop den tætte kontakt til borgerne er vigtig for Halsnæs' borgmester Steen Hasselriis, der er den flittigste borgmester i Nordsjælland på de sociale medier:
“Det er min mulighed for at rette misforståelser, at komme med politiske opdateringer og også lade mig inspirere af de emner, som borgerne tager op,” siger han, og nævner busdriften i kommunen som ét af de emner, borgerne har haft indflydelse på.
Steen Hasselriis mener ikke, at tonen på Facebook generelt er for hård:
“Jeg er måske også hårdhudet, og hvis der bliver skrevet mærkelige ting, så står jeg af. Jeg har oplevet at blive personligt forfulgt af en person på Facebook, som endte i en politianmeldelse. Men generelt synes jeg faktisk, at der er en god og sober tone,” siger han.
Steen Hasselriis opdaterer også dagligt på Twitter, som er et medie, der bruges flittigt af journalister og beslutningstagere:
“Det er en god måde at promovere Halsnæs Kommune på. Jeg har oplevet, at journalister har ringet til mig, fordi de har set mine opslag på Twitter. Samtidig er jeg med til at påvirke samfundsdebatten,” siger Steen Hasselriis.
Og det er godt set, mener Benjamin Rud Elberth:
“Steen Hasselriis gør det helt rigtige på Twitter. Han er i konstant dialog med beslutningslaget og journalisterne, og der er ingen tvivl om, at han påvirker debatterne,” siger han.