Fortsæt til indhold

Børnehaven er blevet til Bed & Breakfast

En trio i Bønnerup har åbnet B&B på Åvej 2, den tidligere børnehave

Samfund
Anette Bonde

Knud Erik Andersen og parret Jim Vang Johanson og Marilia Maciel, alle med bopæl i Bønnerup, byder fredag 1. juli på Åbent Hus i det nye Bed & Breakfast i Bønnerup. Alle interesserede er velkomne til at kigge indenfor og se, hvordan den tidligere børnehave er kommet til at se ud.

“Det har ikke været nødvendigt at ændre særlig meget”, fortæller Knud Erik Andersen.

Der er plads til 30 overnattende gæster fordelt i forskellige størrelser værelser og en pæn stor lejlighed.

Planen er at have B&B i de tre sommermåneder juni, juli og august og så udleje huset til familiefester og lignende resten af året til folk, der gerne vil have fest og mulighed for overnatning samme sted.

Alle de tre B&B-værter har heltidsarbejde ved siden af. Jim Vang Johanson og Marilia Maciel driver i forvejen en anden B&B i Bønnerup, og de fortæller, at det i højsæsonen kan knibe med ledige værelser til alle turisterne.

“Vi har en skøn natur omkring Bønnerup. Selve byen er også et dejligt autentisk fiskermiljø med både lystfiskerhavn og fiskerihavn.”