Fortsæt til indhold

Kravene skærpes til stadion-koncerter

Der er nu evalueret på AC/DC-koncerten på Ceres Park 12.juni

Samfund
Arkiv

Østjyllands Politi, Østjyllands Brandvæsen og Aarhus Kommune v/Aarhus Event har nu evalueret afviklingen af AC/DC-koncerten på Ceres Park i Aarhus 12. juni samt holdt møde med arrangøren Live Nation og repræsentanter fra Aarhus Elite.
Det har resulteret i, at der til fremtidige koncerter er en række skærpede krav:
Ind- og udgangsforholdene skal forbedres
Proceduren for pladsanvisning skal forbedres
Lokale repræsentanter fra Aarhus Elite skal være repræsenteret i arrangør-organisationen, så man sikrer, at der er én med lokalkendskab til stede under koncerten
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Store udfordringer

Det er konstateret, at der var store udfordringer ved indgangen og i forbindelse med, at koncertgæsterne skulle finde deres pladser.
“Når 46.000 mennesker skal lukkes ind gennem én sluse og i øvrigt stå tæt op ad hinanden under en koncert, så kan det ikke undgås, at der bliver skubbet og mast. Det har forståeligt nok gjort, at nogle har følt sig utrygge, og det er selvfølgelig ubehageligt og uhensigtsmæssigt, men vi vurderer ikke, at der har været fare for folks sikkerhed,” siger vicepolitiinspektør Leif Benny Kristensen i pressemeddelelsen.
Direktør for Østjyllands Brandvæsen, Lars Hviid oplyser dog, at antallet af koncertgæster stemte fint overens med pladsen på Ceres Park.
“Vores vurdering er, at antallet af koncertgæster stemte overens med, hvad der er plads til på Ceres Park. Vi har også kunnet konstatere, at arrangøren havde det påkrævede antal medarbejdere til stede på stadion, og at der var udarbejdet en plan for evakuering. De brandsikkerhedsmæssige rammer under afviklingen af koncerten var altså i orden,” siger direktør for Østjyllands Brandvæsen Lars Hviid i pressemeddelelsen.



/CKO