Letbane-arbejde ændrer bybussernes ruter
Næsten alle byens busruter ændrer køreplan fra august
Forberedelsen til letbanen har det sidste års tid sat sit præg på Odense, og i den kommende tid vil det blive endnu tydeligere.
Fra august går arbejdet med at gøre Østre Stationsvej klar til letbanen for alvor i gang, og det vil have store konsekvenser for bustrafikken.
Da Østre Stationsvej bliver indsnævret, og da der stadig skal køre biler, ville det give meget store trafikale udfordringer, hvis alle busser stadig skulle køre fra den nuværende terminal på Odense Banegårds Center (OBC). Derfor flyttes en del busruter til andre holdepladser nær OBC.
En del regionale ruter vil holde på OBC Dannebrogsgade (den gamle rutebilstation ved spor 8). Nogle af de bybusruter, der kører til og fra det nordlige Odense vil holde ved OBC Ejlskovsgade.
“Det er langt fra en optimal løsning at have busserne holdende tre forskellige steder, men når der både skal være plads til gravemaskiner og biler på Østre Stationsvej, har vi ikke noget valg. Vi er nødt til at ruste den kollektive trafik til nogle svære år med letbanebyggeri. Bustrafikken ville bryde sammen, hvis vi stadig skulle have alle busserne samme sted, og vi må også sikre at de regionale passagerer har de bedst mulige forbindelser til toget,” udtaler Carsten Hyldborg, direktør i FynBus i en pressemeddelelse.
Forberedelse til fremtiden
Desuden begynder Odense Kommune og FynBus allerede nu forberedelsen til, hvordan rutenettet skal se ud i år 2020, når letbanen åbner.
Ændringerne er besluttet af By- og Kulturudvalget i Odense Kommune i handleplanen for den kollektive trafik i 2016.
Det samlede antal køreplantimer for bybusserne er uændret, men fordi den enkelte afgang tager længere tid at køre på grund af de mange gravearbejder i byen, vil passagererne opleve, at der er færre afgange end før.
En mere detaljeret beskrivelse af de mange ændringer og selve de nye køreplaner kan nu ses på FynBus.dk, og kan findes i busserne og i FynBus' kundecenter sidst i juli.