Astrid vil farvelægge tunnelerne
Astrid Bach har via ’projektpionererne’ kastet sig over et projekt, der skal give Egedals tunneler mere kulør
19-årige Astrid Bach er en pige med en vision - hun vil nemlig give Egedals kedelige grå tunneler lidt mere kulør.
”Jeg har cyklet og gået i gennem tunnelerne i Egedal i over 8 år. Og hver gang tænker jeg at de er gamle og støvede –man kommer direkte fra den grønne natur ind i en total mørk tunnel. Så derfor gik jeg i gang med et projekt, der kunne gøre tunnelerne flottere,” fortæller Astrid Bach.
Hendes ide var derfor at samle en masse unge som kunne male en tunnel i Egedal.
”Jeg har haft kontakt til rigtig mange mennesker og der har været mange positive tilbagemeldinger, men det var svært at nå det hele og få aftalerne på plads,” siger Astrid Bach og fortæller, at det ikke har været alt, der er gået lige efter planen.
Det har nemlig vist sig at være en del sværere at få tilladelse til at dekorere en tunnel, end Astrid først havde regnet med. Derfor har hun valgt at male på store træplader, som kan hænges op midlertidig, så hun kan forsætte sit projekt, og hun venter stadig på en endelig tilladelse fra kommunen.
“Jeg fandt ud af at ”Stengrotten” har et graffitihold og det var oplagt at lave et samarbejde med dem. Jeg købte maling og plader som spejderne hjalp med at male hvide og fik slæbt det hele til Stengrotten. Så gik vi i gang, det var vildt at se hvordan de rammer jeg havde skabt virkede. Vi har brugt flere dage på at male, en masse dygtige unge har været med. Og det er mig der har fået det til at ske,” siger Astrid Bach.
En del af projektpionererne
Den 19-årige piges projekt er en del af uddannelse ”Projektpionererne”, der er et samarbejde mellem kommuner i hovedstadsregionen om at lave en inspirerende og kreativ kulturentreprenør uddannelse.
Uddannelsen er en er en 1-årig projektmageruddannelse for unge mellem 16 og 21 år. Og formålet med uddannelsen er netop at klæde unge på, til at udvikle og lede kulturprojekter, der skaber social værdi i deres lokalmiljø
“Jeg har fået en kæmpe værktøjskasse med mig og set hvordan en ide i mit hoved bliver til virkelig. Vi har rigtig meget fokus på ledelse på uddannelsen, altså hvordan man leder frivillige, hvor man skaber et overblik og kan forudse udfordringer. Jeg havde slet ikke regnet med at jeg ville have selvtilliden til at tage lederskab, men det var jo mit projekt –der var ikke andre, der kunne gøre det,” siger Astrid Bach.
Emma Sofie Jensen fra Projektværkstedet Ung Egedal, har været Astrid Bachs vejleder i gennem uddannelsesforløbet, og hun siger:
”Projektpionererne er på mange måde en rigtig god mulighed for Egedal og selvfølgelig for Astrid. Både fordi det er et samarbejdsprojekt mellem 10-15 kommuner, men også fordi uddannelsen giver en masse uformel læring og en helt unik oplevelse for de unge. Læring som de faktisk tager med hjem til Egedal igen og en oplevelse de sætter i sammenhæng med Egedal. Og Astrids eksamensprojekt er jo en solstråle historie om lokalt unge engagement.”
PM