Fortsæt til indhold

Djursland-borgmestre reagerer mod Aarhus Byråd, der igen rokker ved lufthavnen i Tirstrup

Ved byrådsmødet forrige uge i Aarhus Byråd var der flertal for at kigge nærmere på en ny lufthavn

Samfund
Anette Bonde

Planerne om en ny lufthavn ved Thomasminde nord for Aarhus og dermed en lukning af Aarhus Lufthavn ved Tirstrup fik ny næring, da et flertal på 23 ud af 31 i Aarhus Byråd fredag 17. juni besluttede at fortsætte med planerne ved Thomasminde.

Først skal kommunen indhente de fornødne tilladelser hos Trafikstyrelsen. Transportminister Hans Christian Schmidt og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard drøfter tingene på et møde tirsdag 28. juni.

Satser på minister-nej

Borgmester i Norddjurs Jan Petersen forstår ikke, at økonomien i lufthavnsplanerne ikke allerede har stoppet projektet.

”Det undrer mig, at jeg på baggrund af referaterne i medierne ikke kan se nogen alarmklokker ringe, når der varsles et stort underskud i mange år ved flytning af Aarhus Lufthavn, og at der samtidig varsles store og afgørende problemer med statsstøttereglerne i EU.”

Han forventer derfor, at transportministeren nu lukker sagen.

“Med de advarsler om store og mangeårige underskud og problemerne med statsstøttereglerne, forventer jeg klart, at transportministeren skærer igennem og stopper det videre arbejde med en flytning af lufthavnen. Vi har brug for klar besked nu. Jeg kan ikke se for mig, transportministeren kan sige ja til, at Aarhus Byråd kan gå videre.”

Han peger på, at de samfundsøkonomiske og EU-retlige problemer, som er fremhævet i sagsfremstillingen og som også indgår i høringssvaret fra Nord-og Syddjurs Kommuner, er så store, at et nej fra transportministeren må være den oplagte konklusion.

Nyt ejermøde 29. juni

Borgmester i Syddjurs Claus Wistoft vurderer, at Aarhus Byråd tilsyneladende satser på, at Transportministeriet skal lukke diskussionen for Århus.

“Om det sker ved vi efter den 28. juni.”

Hvis Århus Byråd efter den 28. juni vil arbejde videre med en ny lufthavn, kan han ikke anbefale byrådet i Syddjurs fortsat at være medejer af den nuværende lufthavn.

“Den har hermed udsigt til fortsat kommerciel ødelæggende utryghed. Der er aftalt et nyt ejermøde den 29. juni,hvor vi forhåbentlig bliver klogere på situationen.”