Fortsæt til indhold

Ny strategi for integration af flygtninge på vej

Allerød vil styrke modtagelse og integration af flygtninge sammen med borgere og erhvervsliv

Samfund
Af Michael Braunstein

Siden 2013 er antallet af flygtninge, som Allerød Kommune har modtaget, steget markant. Samtidig halter det med at få de nye flygtninge i job. Derfor er Allerød Byråd undervejs med en ny strategi for modtagelse og integration af flygtninge. Strategien bliver til i samarbejde med foreninger, virksomheder og flygtninge.

"Hvis vi skal lykkes, gælder det om at sikre beskæftigelse og integration i lokalsamfundet hurtigst muligt. Her er det vigtigt, at vores nye borgere føler sig som aktive medborgere - og det kræver en bred og helhedsorienteret indsats," siger borgmester Jørgen Johansen og fortsætter:

"Vi kan se et øget behov for at koordinere og samarbejde om indsatsen på tværs i kommunen for at give de bedste muligheder for social og kulturel inklusion i både de lokale fællesskaber, i skole- og uddannelsessystemet og ikke mindst på arbejdsmarkedet."

Borgmesteren anfører, at det er en højt prioriteret indsat at få flygtninge i job og uddannelse hurtigst muligt. Muligheden for selvforsørgelse skal blandt andet fremmes ved at konvertere uddannelse fra hjemlandet til danske standarder, at intensivere samarbejdet med det lokale erhvervsliv med henblik på rekruttering samt at fremme anvendelse af mentorstøtte på arbejdspladser.

"Samarbejdet mellem offentlige og private aktører, herunder også civilsamfundet, træder tydeligt frem som positive muligheder, der skaber merværdi og giver yderligere ballast for den enkelte flygtning og muligheder for succesfuld integration i lokale fællesskaber," siger Jørgen Johansen og uddyber:

"Alle gode kræfter skal sættes ind i bestræbelserne på at samarbejde på tværs for at byde vores nye medborgere velkomne - og give dem den bedst mulige start på tilværelsen i Allerød Kommune."

Invitation til åbent hus

Byrådet understreger vigtigheden af den involverende proces ved at invitere alle interesserede til åbent hus 11. august fra kl. 18.00–20.00, hvor et første udkast til en ny strategi for modtagelse og integration af flygtninge skal drøftes.

Helt konkret udarbejder Allerød Kommune en samlet strategi for modtagelse af flygtninge og familiesammenførte borgere i kommunen. Strategien sætter mål og rammer for en helhedsorienteret, tværgående tilgang til integrationen af flygtninge, der skal give den enkelte flygtning de bedst mulige vilkår for en vellykket integration.

"Jeg håber, at rigtig mange borgere, flygtninge, virksomheder, frivillige, foreninger med videre vil prioritere at deltage i byrådets åbent hus-arrangement. På den måde får vi en endnu bredere involvering - og vigtigst af alt yderligere bidrag til, hvordan strategien bør se ud. Det glæder jeg mig til," siger Jørgen Johansen.

Ny strategi er i tråd med trepartsaftale

I den for nyligt indgåede trepartsaftale mellem regeringen, KL og arbejdsmarkedets parter lægges der også vægt på en tværkoordinerende og helhedsorienteret strategi for modtagelse af flygtninge.

Formålet er at give bedre arbejds- og sagsbehandlingsgange og fælles procedurer for modtagelse af børn, unge og voksne, hvilket skal resultere i en fleksibel og effektiv indsats, der er tilpasset den enkelte nye borger og har stærk fokus på beskæftigelsesindsatsen.

Allerød Kommunes strategi ligger dermed helt i tråd med trepartsaftalen, der blandt andet indebærer, at vi hurtigere end i dag skal have vurderet flygtningenes kvalifikationer og kompetencer, påpeger kommunen i en pressemeddelelse.

Det er Allerød Kommunes intention, at strategien skabes af alle aktører i kommunen. Derfor har kommunen igangsat et større inddragende arbejde, hvor kommunens egne medarbejdere, frivillige, foreninger og erhvervsliv er inviteret ind i skriveprocessen. Det er ifølge borgmester Jørgen Johansen en helt bevidst strategi:

"Det er vigtigt for byrådet, at alle gode kræfter sættes ind, og at der bliver et lokalt ejerskab til den nye strategi. Derfor glæder det mig, at så mange mennesker er inddraget i udarbejdelsen af strategien. Det giver det bedste afsæt for den fremtidige indsats."