Du skal hverken curle eller skubbe
Vi skal være der for vores børn, men vi skal ikke gøre tingene for dem. Ny bog opfordrer forældre til at lytte mere til deres børn
Succes er ikke noget, man er født til, og intelligens er ikke det vigtigste, hvis ens barn skal have succes i livet. Tvært imod er selvkontrol det vigtigste, man kan give sit barn.
Det mener Sofie Münster, der var den første direktør for Lars Løkke Rasmussens 'Løkkefonden' og lige nu er aktuel med bogen 'Klog er noget, man øver sig på'.
Hendes budskab er, at man hverken skal curle eller skubbe, når man opdrager sine børn. Man skal derimod gå ved siden af barnet og lære det selvkontrol. Hvis man kan lære barnet at udskyde de umiddelbare behov og lave noget, der er svært i stedet for, så har man opnået meget, mener hun.
"Hvis man som forældre skubber for hårdt på, bliver det ens egne ambitioner, man overfører til barnet. Vi ender med at presse børnene for hårdt. Modsat virker det heller ikke at curle for børnene. Hvis vi som forældre fjerner al modstand, så bliver de ikke i stand til at håndtere problemer og konflikter, når de bliver voksne. "
Hvilke type forældre tror du, der findes flest af herhjemme - curlerne eller skubberne?
"Hvis vi skal følge debatten, vil mange nok sige curlerne, ikke? Men helt ærligt, så er jeg en lille smule træt af, at vi altid bliver peget fingre af som forældre. Der er ikke nogen af os, der ikke gør vores bedste. Men det er ikke sjovt at se på, når vores børn går igennem ting, der er svære. Så er det meget lettere at gøre det for dem," siger Sofie Münster.
Men i gamle dage curlede man jo ikke så meget for børnene. Det var måske bedre?
"Jo, men der er stor forskel på før og nu. Generationerne før mig var i høj grad udsat for social kontrol og autoritetsstyring. Det findes ikke i dag. Derfor er det så vigtigt, at vi lader børnene styre sig selv, for kan de ikke det, kan de heller ikke styre konflikter senere i livet.”
Giv et eksempel?
"Ja. Hvis noget er svært i skolen, eller der er en konflikt med en lærer, så vælger mange forældre selv at gribe knoglen og forsøge at fikse det for barnet. Dér ville jeg tale med min datter om, hvordan hun selv kunne tale med læreren om problemet. Vi skal gøre børnene klar til at tackle problemerne selv, og barnet skal også løse de svære ting. Svært er bedre end nemt, plejer jeg at sige til min datter.”
Selvkontrol
Nøgleordet er, ifølge Sofie Münster, selvkontrol, og hun beskriver det med skumfidus-forsøget, som en amerikansk professor gennemførte sidst i 60"erne.
Formålet var at træne fire-åriges selvkontrol ved at give dem en skumfidus, men love dem to skumfiduser, hvis de kunne vente med at spise den første, til læreren kom tilbage. De skulle altså udsætte deres umiddelbare behov til fordel for lidt senere at få noget, der var endnu bedre.
"Svært er altså bedre end let, for kan du udsætte dine umiddelbare behov, vil du vinde på den lange bane. Hvis du for eksempel læser lektier i stedet for at spille computerspil., vil du klare dig bedre på sigt. Vi voksne bruger også mange timer om dagen på vælge, om vi skal gøre enten det svære eller det lette."
Selvkontrol er nøglen til succes, mener Sofie Münster.
"Vi ved, at børn, der udøver selvkontrol, er mere socialt kompetente, de klarer sig bedre, er gladere og har en bedre selvfølelse. Og det er også de børn, der får succes i livet," siger Sofie Münster.