Lige ved og næsten for Hornslet IF’s U13 drenge
U13 drengene fra Hornslet IF måtte se sig slået efter forlænget spilletid i finalen om det Jysk-Fynske Mesterskab
En flot sæson var lige ved at gå helt i vinkel, men i den sidste kamp om det Jysk-Fynske Mesterskab måtte U13 drengene fra Hornslet IF fra bøje sig for overmagten. Efter forlænget spilletid tabte Hornslet IF finalen med 5-3 til Hornbæk IF efter at det havde stået 3-3 ved den ordinære spilletids udløb.
Hornslet IF's U13 drengetrup har haft en meget tilfredsstillende sæson både til træning og til kamp.
Truppen har bestået af 33 drenge, og Hornslet IF kunne stille med tre hold i U13 rækken under ledelse af et team med fire trænere: Claus Lyngholdt, Jan Lilholt, Klaus Hjelm og Martin Winther.
Alle tre hold klarede sig fint og både Drenge 1 og Drenge 2 blev nr. 3 i deres respektive rækker.
Sluttede turneringen uden pointtab
Helt suverænt var U13 mesterrækkeholdet, som gik ubesejret gennem foråret uden pointtab og sluttede med 3o point efter ti kampe.
Dermed skulle Hornslet IF spille om det Jysk-Fynske Mesterskab. Holdet sad over i den første runde, og vandt derefter med 4-0 over Aabenraa i kvartfinalen og med 3-1 over Nyborg semifinalen.
Men i finalen snublede holdet i den forlængede spilletid mod Hornbæk IF, som blev en fortjent Jysk-Fynsk mester.
Rykker en række op
Nu rykker alle drengene op i U14 rækken og skal til at spille med 11 mand på holdet imod hidtil 8 mand på holdet.
”Vi stiller med to 11 mands hold i efterårssæsonen,” siger Martin Winther fra trænerteamet om truppen.
Mesterrækkeholdet rykker en række op og kommer til at spille i Mesterrække Vest 2. Her skal holdet møde Randers Freja, IF Lyseng, Hammel GF, HEI og HOG Hinnerup.