Fortsæt til indhold

Vi vil da gerne være flere betjente

43-årige Jens-Christian Bülow satte sig i direktørstolen for Nordsjællands Politi den 1. maj. I dette interview kommer vi rundt om de kriminelle bander, indbrud, politiets ressourcer - og Christiania-sagen, hvor Bülow var med til at fabrikere en nødløgn

Samfund
Michael Harsvik

Nordsjællands nye politidirektør er 43 år, han bor i Gentofte med sin hustru og har to børn på henholdsvis 7 og 11 år.
Jens-Christian Bülow er ikke kendt i den store offentlighed. Og dog. Han var én af de to medarbejdere i Justitsministeret, der fabrikerede den såkaldte "Christiania-nødløgn', der førte til justitsminister Morten Bødskovs fald.
Men mere om den historie senere.
Jens-Christian Bülow har gennemgået en klassisk karriere i Justitsministeriet. Uddannet fra Københavns Universitet og ansat i departementet under Justitsministeriet allerede som 24-årig. Sideløbende har han arbejdet som politianklager, underviser på Københavns Universitet og som forsvarsadvokat under Thomas Rørdam.
Han er opvokset i Tulstrup ved Hillerød og har siden 2009 boet i Hellerup 'i et lille, hyggeligt område, der er klemt inde mellem stort set alle togbaner nord for Hellerup Station," som han udtrykker det.
Han elsker fodbold og var derfor ærgerlig, da han i sin første kamp for politiledelsen mod medarbejderne her forleden scorede et selvmål allerede i det første minut. Han er FCK-fan, windsurfer og fan af gruppen 'Arctic Monkey', og han elsker at gå til koncerter.
Som ny politidirektør i Nordsjælland skal han stå på mål for de resultater, som Nordsjællands Politi skal opnå i år, og her er der store krav på områder som bandekriminalitet, indbrud og økonomisk kriminalitet.
Blandt andet skal I have nedbragt antallet af indbrud med to procent i år?

"Det er rigtigt. Det er et stort fokus for os, at borgerne oplever at kunne være trygge i eget hjem."
Men er det realistisk at få færre indbrud, når Nordsjællands Politi sidste år nedlagde den taske force, der netop skulle bekæmpe indbrud?

"Jeg kommer jo på et tidspunkt, hvor det er rigtig svært for politiet at få enderne til at mødes. Den skæbne deler Nordsjællands Politi med resten af politiet. Vi er nødt til at afgive medarbejdere både til bevogtning og til grænsekontrol. Så vi må prioritere og erkende, at der er ting, vi gerne ville gøre, men som vi ikke kan."
Så tænker jeg, at med den erkendelse, virker det mærkeligt, at man stadig har et mål om, at antallet af indbrud i Nordsjælland kommer ned i år?

"Det synes jeg, er for tidligt at konkludere. At vi har nedlagt en taske force betyder jo ikke, at vi ikke arbejder med det."
I jeres resultatkontrakt står der også, at antallet af indbrud har været faldende, men det må være på landsplan. I halvdelen af de nordsjællandske kommuner har antallet af anmeldte indbrud været stigende fra 2014 til 2015?

"Ja, men jeg tror på, at politiet kan arbejde mere effektivt og klogt, så vi kan få antallet af indbrud ned. Det er i hvert fald for tidligt at slå op i banen."

Besøg af poltiet

Hvis en borger har haft indbrud, kan man så forvente, at politiet dukker op?
"Man skal have en forventning om, at politiet kommer, når der er grund til det, men det kan godt være, at politiet ikke lige kommer så hurtigt, som man godt kunne tænke sig."
Men I kommer?

"Ja, det vil betyde, at man oftest får besøg, men jeg vil ikke sidde og sige, at det er det rigtige at gøre hver eneste gang. Der er tilfælde, hvor der er en god politifaglig grund til ikke at tage ud."
Ifølge jeres resultatkontrakt skal I også gøre en ekstra indsats mod bande- og rockerkriminalitet?

"Ja, det er et vigtigt område for os. Indsatsen mod rockere og bander går på to ben. Dels skal vi efterforske eksisterende kriminalitet og holde rockere væk fra gaden, og dels skal vi forebygge, at der ikke rekrutteres flere. Det er et langt, sejt træk, hvor politiet spiller en stor rolle i samspil med skoler og de sociale myndigheder."
Men også her er der historier om, at politiet ikke er tilstede i blandt andet SSP-samarbejdet på samme måde som tidligere?

"Ja, også der er der et eksempel på noget, vi gerne ville kunne gør bedre, men som vi alligevel prioriteter."
Det handler om at få ressourcer tilbage til Nordsjællands Politi. Er der lys for enden af tunnellen?

"Ja, vi skal blandt andet have flere igennem politiskolen, så om et par år står vi med et større antal nyuddannede politifolk. Det kan vi glæde os til. Vi vil da gerne være flere betjente."
Nogen mener ligefrem, at Hjemmeværnet eller forsvaret kan bruges til politimæssige opgaver. Hvad tænker du om det?

"Nej, det kan jeg ikke rigtig se for mig her i Nordsjælland. Det er ikke en knap, vi kommer til at skrue på."

Christiania-sagen

Vi kommer ikke uden om at tale om Christiania-sagen, hvor du og din chef fabrikerede en nødløgn og som førte til justitsminister Morten Bødskovs afgang. Hvordan har du det med den sag i dag?
"Det er en sag, jeg har lagt bag mig, men jeg lægger ikke skjul på, at det var en hård tid. Modsat var det fantastisk at opleve den store opbakning, jeg fik fra venner, familie, kollegaer og bekendte. Det betød rigtig meget for mig, og det kom også lidt bag på mig. Og så endte det jo også med, at vi ikke kunne kritiseres for noget."
Vil der være sager fremover i Nordsjællands Politi, hvor du selv ville synes, at det var ok at stikke offentligheden en nødløgn?

"Nej, jeg har ærlighed som en grundværdi, og den dag i dag er der ingen, der kan fortælle mig, hvordan vi ellers skulle have løst den opgave. Men jeg har ingen forventninger om at komme til at havne i en parallel situation," siger Jens-Christian Bülow.