Hjemme igen efter tre år i Tanzania
16-årige Lisa Williams fra Ugelbølle er tilbage i Danmark efter tre års ophold i Tanzania med sin familie
Forskellen er til at tage og føle på for den 16-årige Lisa Williams fra Ugelbølle.
For godt en måned siden tog hun afsked med Tanzania efter tre år i det østafrikanske land, og nu er hun tilbage i Danmark med sommerjob ved Kalø Slotsruin, hvor hun har travlt med at lave isvafler og franske hotdogs i Kalø Isbar.
Lisa havde nået at skifte til 7. klasse i Rønde Privatskole og fået nye venner, da hendes mor fik job som administrationschef på Mellemfolkeligt Samvirkes uddannelsescenter i Arusha i Tanzania, og hele familien med Lisas australskfødte far og lillesøster Molly tog afsted til Tanzania.
“Vi vidste vi skulle være der i tre år. Jeg fik hurtigt en dansk/norsk veninde, men efterhånden lærte jeg unge af alle nationaliteter at kende. I Arusha var der i alt tre internationale skoler, hvor også de dygtigste af de afrikanske børn gik i skole,” fortæller Lisa, som ikke havde problemer med sprog, fordi familien altid har talt engelsk også i Danmark.
Helt op til toppen
Med bopæl i nærheden af Arusha boede familien i et frugtbart område af Tanzania med udsigt til Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.
“At bestige Kilimanjaro var en af mine allerstørste oplevelser under opholdet i Tanzania,” fortæller Lisa Williams, som nåede helt til bjergets top på en tur i oktober efter to års forberedelser på hendes skole.
Læs også: Teenager bestiger Afrikas højeste bjerg
“På skolen havde vi mulighed for at melde os til et program, som skulle træne os i at bestige bjerge. Det skete på fem niveauer, som blev sværere og sværere, og det sidste niveau var at bestige Kilimanjaro,” fortæller Lisa om turen, som kun må gøres med stedkendte guider.
I alt 20 elever, tre lærere og seks bærere drog afsted på turen, som varede i alt seks dage, og hvor hver deltager bar sin egen udrustning. Undervejs overnattede man i telte, og opstigningen blev mere og mere udfordrende i takt med at man nåede op i mere uvejsomt terræn, vejret blev koldere, og luften blev tyndere og tyndere.
“Da vi kom til den sidste lejr i 4.730 meters højde var det svært at få luft, og man fik hovedpine. På den sidste opstigning på den femte dag var det hårdest både fysisk og mentalt. Det var mørkt og vi måtte gå med lommelygter. Et stykke af vejen måtte vi gå i siksak, fordi der var så stejlt og vi gik i løst grus. Her ramte kulden mig og vinden fik mig næsten til at falde,” fortæller Lisa.
“Endelig kom vi til toppen i 5.895 meters højde og jeg var virkelig udmattet, men glad. Der var en smuk udsigt, men jeg tror mere det var tanken om, at jeg klarede den her udfordring, som gjorde det hele værd,” fortæller Lisa Williams.
Mange gode oplevelser
Under opholdet i Tanzania var Lisa og hendes familie kun hjemme i Danmark på ferie hver sommer.
“I dag savner jeg den livsglæde, som menneskerne i Tanzania rummer. Det var et fantastisk land at være i, og jeg fik mange gode oplevelser. Jeg fik prøvet mange nye ting og har lært at være mere åben i mødet med nye mennesker og anderledes kulturer,” siger Lisa Williams.