Fortsæt til indhold

En flyvende Kirstine Bille tog turen mellem trætoppene

Viceborgmester Kirstine Bille er gammel FDF’er og var klar til at prøve den 150 meter lange svævebane på FDF Landslejr 2016

Samfund
Af Martin Schultz

Det er ikke kun børn, der leger på FDF Landslejren. Både unge, børn og voksne har tid og plads til at lege, og det inkluderer også mange af de besøgende borgmestre og viceborgmestre fra hele landet.
Således var Syddjurs-viceborgmester Kirstine Bille (SF) den første til at stille op til en tur i svævebanen i trætoppene, da hun forleden besøgte FDF Landslejr 2016.
”Det var tydeligt, at viceborgmesteren er en rigtig FDF'er, da hun med et grin kastede sig ud på den 150 meter lang svævebane, langt oppe mellem trætoppene,” siger Randi Hoffmann fra FDF Landslejren.
Kirstine Bille viste, at hun havde det kølige overblik og vovemod, da hun som den første af borgmestrene tog den 150 meter lange tur i 12 meters højde.

Leg gør os til rigtige mennesker

”Det er en seriøs svævebane i 10 – 12 meters højde,” fortæller Ulrik Stephensen, fra Hasle-Åbyhøj kredsen. Han er én af de mange frivillige, der har været med til at opbygge lejren og svævebanen.
”Vi har målt at topfarten er 35 km i timen og det er ret hurtigt, ”
I år er FDF Landslejrens tema ”Leg”. Det er valgt fordi leg skaber fællesskab, er et frirum til at være og så kan man prøve sig selv af i nye roller.
I alle lejre afprøves der nye og gamle lege. Samtidig er der en række legestationer rundt på hele lejren.
FDF Landslejr blev åbnet sidste torsdag og de mange FDF'ere begynder hjemrejsen fra Sletten ved Ry i løbet af fredagen.

Foto: Thomas Grinderslev