Børn og forældre kan lære af heste
Den splinternye aftenskole FolkeVisdom deltog i år med et arrangement som led i Skanderborg Kommunes aktiviteter for børn og unge.
Det skete lørdag i forrige uge med leg og hestetræning agilitybane for både børn og forældre.
Der var lagt op til en hyggelig dag med familie og heste, hvor forælddre og børn lærte, hvordan de træner og leger med heste på agilitybanen.
"Alle blev rystet godt sammen og gik til opgaverne med godt humør. Der opstod mange sjove situationer, så kurset emmede af sjov, latter og samtidig dyb koncentration, fortæller aftenskoleleder Pia Gylding Sabroe.
Hun tilføjer, at kurset ikke kun gav ny læring og færdigheder, men det handlede ligeså meget om, at børn og forældre gennem fælles oplevelse og samarbejde oplevede nye sider af hinanden.
Aftenskolen FolkeVisdom har som noget ny et samarbejde med Julie Herold fra Glade Ekvipager på Vitvedhedevej 1 i Skanderborg.
Julie Herold har i mange år arbejdet med heste og er ved at lægge sidste hånd på uddannelsen som fysioterapeut, hvilket er en unik kombination, mener aftenskoleleder Pia Gylding Sabroe, der påpeger, at hestene kan lære os meget om os selv, give en ny indsigt og terapeutiske redskaber, som kan bruges i hverdagen.
Aftenskole lederen, som selv har islandske heste, fortæller, at alle kan være med på kurserne. Også selv om man ikke har erfaring med heste.
20 og 21 august har aftenskolen FolkeVisdom et weekend kursus med heste. Det handler om at arbejde med bevidsthed, intention og nærvær igennem samvær med heste.
Mange af teknikkerne skal opleves på egen krop igennem øvelser uden heste, og senere på dagen skal arbejdes med teknikkerne i praksis gennem samværet med hestene.
e.r