Fortsæt til indhold

Når kulissen overgår teatret

Skuespilpladsen ved foden af Kalø Slotsruin har ikke sin mage i kongeriget

Samfund
Af Martin Schultz

Rønde Amatørteater lover en forestilling, som nok skal få latteren til at rulle blandt publikum, når farcen “Svend, Knud og Valdemar” opføres onsdag og torsdag aften, samt lørdag og søndag eftermiddag.

Men har man ikke tidligere overværet Kaløspillet med Rønde Amatørteater, så bør man gøre det ikke blot for teateroplevelsens skyld. Det årlige Kaløspil opføres nemlig i en ganske unik kulisse ved foden af Kalø Slotsruin, hvor skuespilpladsen ligger omgivet af Kalø Vig og herregårdslandskabets skove.

Turen ud til pladsen går ad middelaldervejen til Kalø Slotsruin og det er på en smuk aften en flot oplevelse af træde ind i denne naturens foyer for at komme i teater. Ude på skuespilpladsen er der modtagelse af frivillige fra Rønde Amatørteater, og man kan i god tid finde sig en passende græstot at sætte sig på, medmindre man finder plads på stolerækkerne eller har sin egen stol med. Mange tager tæpper og madkurv med, og det er en god idé.

I pausen serveres der kaffe og lun hjemmebagt kringle så god, at selv Søren Ryge med garanti vil værdsætte den.
Rønde Amatørteaters rutinerede kringlebager har på forhånd bagt 160 kringler, og med til den ypperlige service hører, at teatrets praktiske folk har bragt en gasovn med ud til slotsruinen for at kunne lune kringlerne til gæsterne.

Det tager mellem 20 og 25 minutter at gå turen ud til skuespilpladsen. Det skal man tænke på, når man beslutter sig for at opleve Kaløspillet. For gangbesværede er der transport i en traktor med vogn - i god tid før forestillingen.