Anders Holvad fortsætter en sæson mere i Hobro IK
Vivild-drengen Anders Holvad bliver fuldtidsprofessionel fodboldspiller i Hobro IK
Den tidligere Vivild angriber Anders Holvad, søn af forstanderparret på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole, tager et år mere hos superliga-nedrykkerne Hobro IK.
Det blev en kendsgerning, da sportschef Jens Hammer Sørensen forleden fik lukket en aftale med Anders Holvad, som gør ham til fuldtidsprofessionel hos Hobro IK den næste sæson.
Meget tydede ellers på, at parterne ikke kunne blive enige, men forleden fik sportschef Jens Hammer Sørensen underskrevet en kontrakt med Anders Holvad, som gør ham til fuldtidsprofessionel i Hobro IK i næste sæson.
”Vi har hele tiden gjort det klart for Anders, at vi gerne vil beholde ham. Han er en rigtig dygtig spiller, der altid arbejder stenhårdt, og som også bidrager med godt humør uden for banen. Det er jo nogle værdier vi rigtig godt kan lide her i klubben. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi alligevel kunne få enderne til at mødes, så Anders også spiller i Hobro IK fremover,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Får en fuldstidskontrakt
Anders Holvad fik sin fodboldopdragelse i Vivild IF og kom som ungdomsspiller til Randers Freja og spillede på klubbens ungdomselitehold. Han slog aldrig for alvor igennem som seniorspiller i Randers FC, men kom efter at have gennemgået en god udvikling i 2. Divisionsklubben Brabrand IF ved årsskiftet til Hobro IK på en deltidskontrakt.
Her har han efterladt et så godt indtryk hos cheftræner Ove Pedersen og sportschef Jens hammer Sørensen, at han forleden kunne skrive under på en fuldtidskontrakt med Hobro IK, som han således skal være med til at stabilisere i 1. Division efter nedrykningen fra Superliga'en og forhåbentlig spille tilbage til højesteniveau.
”Jeg har hele tiden haft et ønske om at fortsætte her i Hobro, så jeg er utrolig glad for, at vi nu har fået en aftale på plads. Nu ser jeg frem til den kommende sæson, hvor jeg håber, at jeg kan blive fast mand på holdet. Det er min personlige målsætning at få flere kampe fra start, og dermed få mere spilletid end jeg gjorde i foråret,” siger Anders Holvad ifølge en pressemeddelelse fra Hobro IK.
Scorede et enkelt mål
Anders Holvad var at finde i startopstillingen i seks af Hobro IK's 15 kampe i forårssæsonen. Angriberen har indtil videre scoret et enkelt mål for Hobro.
Det blev sat ind i hjemmekampen mod Esbjerg fB den 23. april. Den kamp endte i øvrigt 2-2, efter at Anders Holvad udlignede i kampens overtid.