FCN-keeper solgt til hollandsk klub
Den 24-årige FCN-målmand David Jensen skifter med øjeblikkelig virkning til den hollandske klub FC Utrecht, som i sidste sæson blev nummer fem i Æresdivisionen. Det oplyser FC Nordsjælland på sin hjemmeside.
"Vi har aldrig lagt skjul på, at en del af vores idegrundlag går på, at give vores spillere muligheden for at tage skridtet videre i karrieren. David har været en loyal FCN-spiller i mange år, og tiden er nu kommet til, at han tager det næste skridt. Vi glæder os til at følge Davids videre færd i FC Utrecht, og vi er sikre på, at han vil være en god repræsentant for vores klub. Samtidig kan trænere og ledere her i klubben være stolte over endnu engang at have været med til at udvikle en spiller til en international karriere. Herfra er der bare at ønske David alt muligt held og lykke med fremtiden", lyder det fra sportschef Carsten V. Jensen.
David Jensen har spillet 84 kampe for FC Nordsjælland, og han har været en del af Superliga-truppen siden 2010.
mw