Fortsæt til indhold

Laid Back aflyser til Grim Fest

Et af Grim Fests hovednavne, Laid Back, aflyser deres koncert på Grim Fest

Samfund
Jeppe Kristensen

80'er drengene fra Laid Back aflyser weekendens koncert på Grim Fest, oplyser festivalen på sin hjemmeside.
Årsagen er opstået på grund af en fejl fra bandets agentur, som derfor har tvunget bandet til at melde fra til årets Grim Fest. Agenturet har sat bandet til at spille på to festivaler samtidig. Om aflysningen står der på GrimFest.dk:
"Laid Back er meget ærgerlige over at aflyse og håber, de får muligheden for at komme til næste års festival. Aflysninger er altid ærgerlige, men da de af gode grunde ikke kan være to steder på en gang, bliver duoen nødt til at melde afbud til dette års udgave af GrimFest som afvikles i Brabrand ved Aarhus i den kommende weekend."
I stedet for møder den elektroniske hitmager Mikael Simpson op. Om bookingen siger John Fogde fra Grim Fests bookinggruppe:
"Vi havde brug for et navn med pondus som samtidig har en masse hits i kataloget, og der må man sige, at Mikael Simpson er et perfekt match. Derudover har Simpson altid haft et stort og trofast publikum i Aarhus, og derfor ved vi, at det er en erstatning som vil blive taget rigtig godt imod."
Mikael Simpson spiller på Skovscenen klokken 17.30 på lørdag.