Fortsæt til indhold

Men så gik han til kommunen

Ludwig Ejkens Sørensen er en sej 6-årig. Lørdag blev han kåret som Årets Trafikhelt 2016

Samfund
Arkiv

Da en stor skraldebil skulle vende på vejen foran Ludwig Ejkens Sørensens skole i Herlev, svingede skraldebilens bagende ind på fortovet. I samme øjeblik kom Ludwig kørende på sit løbehjul sammen med sine to søskende og far. Ludwig var kørt i forvejen og måtte undvige den bakkende skraldebils bagende ved at smide løbehjulet og kaste sig ind i en busk.
Efter episoden skrev Ludwig og hans far et brev til kommunen, hvor de forklarede, hvad der var sket, og at det bekymrede dem, at skraldebilerne kørte forbi skolen klokken 8 på en skoledag. Henvendelsen førte til, at skraldebilerne har omlagt deres rute, så de ikke kører forbi skolen mere, oplyser Børneulykkesfonden, som lørdag overrakte Ludwig prisen Årets Trafikhelt 2016 på Egeskov Slot som en del af Falck Dagen.
Det er Ludwigs mor, der har indstillet ham til prisen. I indstillingen skriver hun, at Ludwig har hjulpet mange med sin handling.

”Han formåede ikke kun at redde sig selv, men også at tænke på andre, da han en morgen løb lidt foran os andre”, fortæller Ludwigs mor.